Kommuner tjekker hellige krigeres indkomst
PET-tal viser, at 28 personer menes udrejst til Syrien på statens regning. Flere skal betale penge tilbage.
Nogle personer er rejst til Syrien samtidig med, at de har modtaget offentlige ydelser.
Nogle personer er rejst til Syrien samtidig med, at de har modtaget offentlige ydelser. Foto: Uncredited/AP


Politiets Efterretningstjeneste, PET, har fundet frem til, at 28 personer er rejst til Syrien, samtidig med at de har fået arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.

Kommuner og a-kasser har i samarbejde vurderet 20 af sagerne og er kommet frem til, at 15 af de pågældende personer skal betale pengene tilbage. Det viser tal fra Justitsministeriet.

I fem af sagerne har man ikke rejst et krav om tilbagebetaling, og det skyldes blandt andet, at man ikke har været i stand til at dokumentere udrejsen.

- Jeg er skræmt over at se, at folk med bopæl her i landet drager i hellig krig. Men hvis nogle af dem samtidig modtager danske velfærdsydelser, så er vi jo nærmest til grin for vores egne penge. Den slags skal bare stoppes, og det bliver det, siger justitsminister Mette Frederiksen (S) til BT.

PET er kommet frem til tallene ved at samle oplysninger fra forskellige myndigheder. Og de oplysninger er blevet sendt videre til de pågældende personers bopælskommuner og a-kasser. Og der er her, der skal tages stilling til eventuelle sanktioner.

Otte sager er fortsat under behandling, oplyser Justitsministeriet.

Overfor BT afviser Mette Frederiksen, at man risikerer, at uskyldige bliver overvåget, når myndighederne samkører registre.

- Hovedopgaven er at forebygge terrorisme og ekstremisme, men når PET kan finde 28 personer, der har kæmpet for danske penge, så bekræfter det mig i, at det er rigtigt at samkøre registre, siger ministeren.

Mette Frederiksen påpeger, at det kun er i de tilfælde, hvor PET har mistanke om, at folk har været i Syrien for at kæmpe, at der bliver overvåget.

PET og Center for Terroranalyse opgjorde i sommer, at antallet af udrejste fra Danmark til Syrien overstiger 100, og at mindst 15 af de udrejste er blevet dræbt. Hovedparten af de udrejste kæmper sammen med militante islamistiske grupper i Syrien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.