Både Høje Taastrup og Københavns Kommune reagerer nu på, at it-firmaet Scan-Tech Sikkerhedssystemer, der leverer pas til borgerne i 67 kommuner, har givet gaver til kommunalt ansatte. Det skriver DR, der kan dokumentere, at embedsmænd i begge kommuner blandt andet har modtaget landskampbilletter, middage, rødvin og vellønnede konsulentopgaver.
- Det er naturligvis ikke i orden for en kommune at acceptere invitationer fra leverandører til for eksempel underholdningsarrangementer, og det er i strid med Københavns Kommunes regler. Derfor er vi nu ved at undersøge, hvad der præcist er sket i det her tilfælde, skriver Stig Lundbech, vicedirektør i Koncernservice under Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune i en mail til DR Nyheder.
Også i Høje Taastrup kommune reagerer man nu på, at en medarbejder i 2010 fik udbetalt 100.000 kroner for blandt andet at udarbejde nogle manualer og fremvise Scan-Techs systemer for ansatte i andre kommuner. Det skete, mens medarbejderen var ansat i pasafdelingen Høje Taastrup, men det var dog ikke den pågældende medarbejder, der personligt stod for kontrakten med it-firmaet.
- Vi ændrer reglerne. Der er opstået en sammenblanding, som har givet anledning til, at vi ændrer vores procedure, siger viceborgmester i kommunen Thomas Bak (S) til DR.