Kommuner lover: Nyt effektiviseringskrav vil ikke koste velfærd
Et "moderniseringsprogram" erstatter det udskældte omprioriteringsbidrag. Men det vil ikke ramme velfærden.
Kommunernes formand Martin Damm (tv) er godt tilfreds med den økonomiaftale, som han fredag aften indgik med finansminister Claus Hjort Frederiksen (th) og regeringen.
Kommunernes formand Martin Damm (tv) er godt tilfreds med den økonomiaftale, som han fredag aften indgik med finansminister Claus Hjort Frederiksen (th) og regeringen. Foto: Jens Astrup/Scanpix


Selvom kommunerne kan juble over, at det forhadte omprioriteringsbidrag nu forsvinder, så skal der stadig effektiviseres.

Regeringen og kommunerne er nemlig med fredagens økonomiaftale enige om at erstatte omprioriteringsbidraget med at såkaldt moderniseringsprogram.

Det betyder, at kommunerne årligt skal aflevere én milliard kroner til regeringen. Pengene skal findes ved at gøre ting mere effektivt i landets 98 kommunerne.

Men det kan lade sig gøre på en måde, som ikke vil berøre danskernes velfærd. Det siger KL's formand, Martin Damm (V).

- Kommunerne har gennem en årrække vist, at vi godt kan finde penge, når vi selv får lov at gøre det, siger Martin Damm.

Han kan henvise til, at kommunerne i flere år har formået at effektivisere for én milliard kroner eller mere. Det er blandt andet sket ved at sammenlægge skoler og dagtilbud, gennemføre flere udbud og øge brugen af velfærdsteknologi og digitalisering.

Det nye moderniseringsprogram kræver netop, at kommunerne effektiviserer for én milliard kroner om året, hvoraf 500 millioner kroner går tilbage til den offentlige sektor. Med omprioriteringsbidraget var det 2,4 milliarder kroner, kommunerne skulle finde.

- Det er et helt andet beløb, vi taler om nu, siger Martin Damm.

Du taler om, at pengene kan findes på forenkling og afbureaukratisering. Kan du love borgerne, at der ikke vil være nogen af pengene, der hentes på den borgernære service?

- Det vil være vores mål. Nu har vi selv indflydelse på, hvad det er, der sker. Vi vil dirigere effektiviseringerne hen til det, vi bedst kan undvære. Og det er bureaukrati og skøre regler. Tro mig, der er rum for afbureaukratisering.

- Kommunerne er også lykkes meget godt med it. Der er kommuner gået sammen og har sparet penge. Det skal vi ikke være blege for.

Med aftalen skal I effektivisere år efter år på samme måde som regionerne, der føler sig presset af det. Kan du være sikker på, at det ikke kommer til at ramme velfærden på et tidspunkt?

- Det her gælder 2018, 2019 og 2020. Det er tre gange 500 millioner eller 1,5 milliarder kroner. Det omprioriteringsbidrag vi så ind i var 2,4 milliarder kroner hvert år stablet oven på hinanden, så det er noget helt andet, siger Martin Damm.

Udfordringen for kommunerne bliver, at der skal effektiviseres samtidig med, at der bliver flere ældre og flere flygtninge:

- Det bliver ikke nogen nem øvelse i de enkelte kommunalbestyrelser. Men før så vi ind i det plus et omprioriteringsbidrag, som vi ikke anede, hvor havnede henne. Nu har vi fået fjernet den ene ubekendte.

- Nu er vi tilbage ved, at nok er det vanskeligt at drive kommune, men det er kommunalbestyrelsesmedlemmerne, der har ansvaret. Og det er de vant til at løfte, siger Martin Damm.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.