Kommuner: Ja, kontanthjælpen sejler - nu gør vi noget ved det
It-problemer har ført til alt for mange fejludbetalinger i forbindelse med kontanthjælpsloftet, indrømmer KL.
It-problemerne har alene i Roskilde betydet, at 600 borgere har oplevet fejl i udbetalingen af deres huslejestøtte.
It-problemerne har alene i Roskilde betydet, at 600 borgere har oplevet fejl i udbetalingen af deres huslejestøtte. Arkivfoto: Esben Salling/Scanpix


Kontanthjælpsloftet har har udløst it-kaos i de kommuner, der skal administrere det. Det erkender Kommunernes Landsforening (KL), som nu søsætter en plan for at styr på området.

Formand for KL’s arbejdsmarkedsudvalg Thomas Kastrup-Larsen fortæller, at KL nu vil lave en plan i samarbejde med KMD, Udbetaling Danmark og andre relevante myndigheder for, hvordan der kan rettes op på fejlene.

- Alle parter har lige fra start været klar over, at implementeringen af de nye regler har været et meget presset forløb, som giver risiko for fejl i systemerne. Mængden af fejl har desværre vist sig at være større, end hvad man med rette kunne forvente. Vi følger nu udviklingen tæt og forventer, at KMD afsætter de nødvendige ressourcer for sikre, at den nye handlingsplan overholdes, siger Thomas Kastrup-Larsen til Avisen.dk.

Mange fejl i udbetalinger

Meldingen kommer efter, at Roskildes borgmester  Joy Mogensen (S) har sendt et nødråb til beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V). I Roskilde har it-bøvl betydet, at hundredevis af kommunens borgere får udbetalt mindre end de har ret til.

Omkring 700 oplevede i juni at få forkerte varslinger om loftet, mens mere end 600 borgere har oplevet fejl i udbetalingen af deres huslejestøtte, oplyser kommunen.

Men Beskæftigelsesministeriet sendte bolden videre til Kommunernes Landsforening.

Formand for KL’s arbejdsmarkedsudvalg Thomas Kastrup-Larsen erkender, at problemerne i Roskilde er noget, som KL kan genkende fra flere andre kommuner.

- Vi er klar over, at fejl i it-systemer har ført til alt for mange fejludbetalinger, som kommunerne og Udbetaling Danmark har måtte bruge mange rigtig ressourcer på manuelt at rette op på, så borgerne får de penge de har ret til, siger han til Avisen.dk.

Borgmester: Akut brug for handling

I Roskilde glæder borgmester Joy Mogensen sig over, at KL nu arbejder på en løsning.

- Men det er noget, der haster. Hundredevis af vores borgere står med et helt akut problem, som bliver større for hver måned, der går, hvor de ikke får de penge, de har krav på og brug for for at få husholdningen til at hænge sammen, siger hun til Avisen.dk.

Joy Mogensen opfordrer derfor til, at kommunerne med det samme får lov til at udbetale penge til de borgere, der er trukket for meget i deres ydelser, som følge af it-fejlene.

- Problemet er, at vi simpelt hen ikke må udbetale de penge til borgerne, som de har ret til, hvis systemerne siger noget andet. Det gælder selvom vi kan se, at der er sket en åbenlys fejl, siger borgmesteren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.