Kommuner holder lukket selvom det er hverdag
Det er en helt almindelig hverdag. Alligevel er det langt fra alle kommuner, der holder åbent.
Hvis du forgæves har forsøgt at få fat i kommunen i dag, så skyldes besværet, at mange holder lukket i dag.
Hvis du forgæves har forsøgt at få fat i kommunen i dag, så skyldes besværet, at mange holder lukket i dag. Foto: SCANPIX arkiv


Dagen i dag er en helt almindelig fredag, men alligevel holder rigtig mange kommuner lukket og busserne tror, at det er weekend.

Kolding Kommune er en af de kommuner, som holder lukket. For dem er det en god måde at få sparet penge på. Det fortæller DR Trekanten.

- Vi mener, at vi kan spare på bygninger og drift på den dag, siger kommunaldirektør i Kolding Kommune Rikke Vestergaard.

I Trekantområdet holder alle kommuner lukket i dag.

Når der skal holdes lukket i Kolding Kommune, så skyldes det også, at den kan afvikle en masse ferie. I Kolding bliver medarbejderne nemlig tvunget til at bruge en feriedag i dag.

Frit valg

- Det her er også en tilskyndelse til, at vores medarbejdere får holdt deres ferie. Vi har faktisk tvunget ferie i dag, siger Rikke Vestergaard til DR Trekanten.

Medarbejderne i kommunerne kan vælge om de vil holde deres ferie eller om de vil have dele af den udbetalt. Det valg fratages de med ordningen, som er i dag.

- Vi er også interesserede i, at medarbejderne rent faktisk holder fri i deres ferie, siger kommunaldirektøren.

Selvom tvang aldrig er godt, så er HK Kommunal Sydjylland alligevel positive overfor den måde, som kommunen har valgt at gøre det på.

- Principielt er jeg imod tvunget ferie, men netop i dag er der jo mange både på det private og det offentlige arbejdsmarked, der holder lukket. Og en enkelt dag er jo noget man aftaler internt i kommunerne, siger formand Lene Roed.

Ifølge hende, så er der også flere kommuner, som lader det være op til medarbejderne selv om de vil arbejde eller ej på trods af, at kommunerne holder lukket.

Fleksible åbningstider?

Når kommunerne vælger at holde lukket og tvinge deres medarbejdere til at holde ferie, så må det betyde, at kommunen skal have mere fleksible åbningstider på andre dage. Sådan lyder det fra Venstres folketingsmedlem og kommunalpolitiker i Vejle, Jens Ejner Christensen.

- Når vi skal være et serviceorgan overfor borgerne, så skal vi selvfølgelig have åbent på tidspunkter, hvor borgerne rent faktisk kan komme og besøge os, siger han.

Det betyder, at der må være andre dage, hvor kommunerne så må udvide deres åbningstid.

- Det kan for eksempel være at holde længere åbent nogle andre dage eller åbent tidligt om morgen, sådan at der er mulighed for at få besøgt borgerservice eller kommunen, siger Jens Ejner Christensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.