Selvom risikoen for såkaldt "benzinafbrænding" af skattekroner blev afvist af politikerne bag budgetloven, før de vedtog den, viser det sig i dag, at kommunale institutioner køber stort ind, kort før året slutter.
En stor undersøgelse fra forskningsinstituttet Kora konkluderer, at kommunerne bruger "signifikant flere midler sidst på året" inden for tre centrale områder: folkeskole, dagtilbud og ældre.
De ekstra penge bruges på bestemte varer og ydelser, hvor der er "særlig god mulighed for at skrue midlertidigt op for forbruget". Det kan f.eks. være kontorartikler eller håndværkere, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Fra 2011 til 2014 blev der hvert år brugt ca. 500 mio. kr. ekstra i årets sidste kvartal sammenlignet med årene inden, at Folketinget vedtog økonomiske sanktioner og budgetloven.
Den betyder, at hvis kommunerne overfører ubrugte midler og bruger dem året efter, risikerer de at bryde igennem udgiftsloftet. Og det kan straffes økonomisk.