Kommunen betalte Nikis tænder - så fik kan et job
Niki fik nye tænder af kommunen. Det skaffede ham et job efter mange års ledighed.
Niki fra København fik et job som fugemand, efter kommunen betalte for et nyt sæt tænder.
Niki fra København fik et job som fugemand, efter kommunen betalte for et nyt sæt tænder. Avmintand.dk


Et sæt nye tænder på kommunens regning blev det helt store vendepunkt i Niki Charli Larsens liv. Et voldsomt stof- og alkoholmisbrug havde gennem mange år sat sine spor på Nikis tænder. De var nærmest væk.

Det gjorde det umuligt for Niki at finde et job og komme væk fra den kontanthjælp, han havde levet på i over otte år.

»Mine tænder var fuldstændig ødelagte. Selvom jeg havde holdt mig clean i et godt stykke tid, var det lige meget, hvor jeg gik hen for at få et job. Jeg kunne ikke smile til folk,« siger Niki.

Hjælp fra kommunen

Et nyt tandsæt ville koste 120.000 kroner. Og det ville Københavns Kommune slet ikke være med til, fortæller Niki. I stedet blev han i første omgang henvist til en tandlæge, der gav ham en hård besked.

»Jeg kunne få 30.000 kroner til at få revet alle mine tænder ud og få et gebis. Det slog mig fuldstændigt ud. Jeg var kun 30 år,« siger Niki.

Bestemte selv

Men en sagsbehandler hos kommunen blev Nikis redning. Stik imod den gængse procedure fik Niki stukket pengene i hånden, så han selv kunne vælge en anden tandlæge og en anden behandling.

»Hun sagde, at jeg kunne få de 30.000 kroner til rådighed, og så måtte jeg selv bestemme, hvilken tandlæge jeg endte med at bruge,« fortæller han.

Valget faldt på en klinik i Polen, hvor Niki gennem Avmintand.dk kunne få et helt nyt sæt tænder for de samme penge.

Netop nu eksperimenterer flere kommuner med at lade langtidsledige som Niki selv vælge de initiativer, der kan give dem et job. Senest har det regeringsnedsatte Carsten Koch-udvalg anbefalet, at flere kommuner prøver det af.

Fik smilet igen

I starten havde Niki svært ved at vænne sig til livet med de nye tænder. Men snart kastede det både mere selvtillid og et fuldtidsjob af sig.

»Først var det svært at vænne sig til at kunne smile til folk igen. Da jeg først fandt ud af det, steg selvtilliden helt automatisk,« siger han og fortsætter:

»Så var det ikke længere svært at se folk i øjnene og spørge, om de havde brug for en ekstra mand. Der gik ikke lang tid, før jeg fik et job som fugemand,« fortæller Niki.

Med døden i hælene

I dag er det ti år siden, Niki fik nye tænder. I al den tid har han arbejdet på fuld tid, først som fugemand og nu som diamantborer i et håndværkerfirma. Og så holder han sig stadig fra stofferne.

For Niki er der ingen tvivl om, at hans selvvalgte behandling bogstaveligt talt reddede hans liv.

»Jeg havde været død i dag, hvis jeg ikke havde fået lavet de tænder. Det har betydet alt for mig. Det er helt hundrede.«

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.