To gange det seneste år har 57-årige Jette, som er alvorligt psykisk syg, forsøgt at tage sit eget liv. Derudover har hun flere gange været nødt til at lade sig indlægge akut på psykiatrisk afdeling. Hver gang har det været en besked fra kommunen, der har fået filmen til at knække.
Frederikssund Kommune insisterer nemlig på at sende Jette, som foretrækker ikke at stå frem med sit fulde navn, i ressourceforløb, selvom flere psykiatere, læger, mentorer og tidligere arbejdsgivere advarer om, at det forværrer hendes sygdom og kan resultere i flere selvmordsforsøg.
Det viser sagens dokumenter, som Avisen.dk har fået indsigt i.
- De forløb er som et mareridt, der bare begynder forfra hver gang, og som jeg aldrig kan vågne op af. Jeg får aldrig ro, siger Jette, som har været i psykiatrisk behandling for bipolar lidelse i 18 år, til Avisen.dk.
Ender katastrofalt
Kommunen har derudover flere gange sendt breve direkte til Jette, selvom der efter hendes forrige selvmordsforsøg blev lavet en klar aftale om, at al kommunikation skal gå via Jettes private rådgiver, Zanny Arina Lundgaard.
- Jettes sag er den mest frygtelige af alle de sager, jeg nogensinde har haft. Jeg har flere gange advaret kommunen om, at hvis de presser hende ud i et ressourceforløb, ender det sandsynligvis katastrofalt, siger Zanny Arina Lundgaard til Avisen.dk.
"De leger med hendes liv"
At en kommune behandler en psykisk syg borger sådan, på trods af at de ved, at hun er selvmordstruet, er chokerende og dybt kritisabelt, lyder det fra Bedre Psykiatri, som er en forening for pårørende til psykisk syge.
- Det er fuldstændigt vanvittigt, at de udsætter hende for det her, når de ved, hvilke konsekvenser, det kan få. Og det er uhørt, at de tilsidesætter psykiaternes faglige vurdering, siger formand Birgit Elgaard.
Det er velkendt, at mennesker med bipolar lidelse - det, som tidligere hed maniodepressiv - kan reagere voldsomt og impulsivt på følelser, og desuden har en høj rate af selvmord, forklarer hun.
Derfor er det under al kritik, at kommunen i Jettes tilfælde ikke overholder aftalen om, at al kommunikation skal gå gennem den private rådgiver, siger Birgit Elgaard.
- Jeg må sige, at hvis kommunen bliver ved med at presse hende, på trods af den viden, de har om sagen, så leger de efter min mening med hendes liv.
Mere psykofarmaka og sovemedicin
Også foreningen Sind langer stærk kritik ud efter Frederikssund Kommune for deres behandling af Jette.
Mennesker med bipolar lidelse kan nemlig slet ikke tåle at blive presset på den måde, og sygdommen risikerer at blive værre for hver gang, siger Knud Christensen, formand for Sind.
- Det er vanvittigt, at de ikke lytter til advarslerne fra hendes psykiater, siger han.
Rehabiliteringsteamet har som en del af ressourceforløbet besluttet at sætte Jette op i psykofarmaka og sovemedicin - noget, hun tidligere har afprøvet uden succes, og som hendes egen psykiater kraftigt fraråder, blandt andet fordi medicinen har ødelagt Jettes stofskifte.
Arbejdsgivere sagde nej: Hun er for syg
Frederikssund Kommune understreger i et skriftligt svar til Avisen.dk, at det er regionens udpegede sundhedskoordinator i rehabiliteringsteamet, som står for det sundhedsfaglige i ressourceforløbet.
Derudover ønsker kommunen ikke at udtale sig, men vil tage sagen op direkte med Jettes rådgiver, som har indgivet flere klager over forløbet.
Jettes sag ligger til hastebehandling hos Ankestyrelsen, da det er vurderet, at der er fare for hendes liv. Jette har tidligere arbejdet i shippingbranchen indtil 2009, hvor hendes psykiske sygdom blev forværret. Hun er tidligere blevet tilkendt fleksjob, men to arbejdsgivere vurderede, at hun var for syg og selvmordstruet til, at de turde ansætte hende.
Siden er Jettes sygdom blevet endnu værre, og hun håber nu kun på en førtidspension.