Kommune til syge Ketty på 51 år: Flyt i ungdomsbolig
51-årige Ketty Schulz blev fyret, da hun var syg af kræft. Så fik hun frataget sygedagpenge, og nu forlanger kommunen, at hun skal forlade hjemmet gennem 22 år og flytte i ungdomsbolig.
- Det er forfærdeligt, og hvor har jeg grædt. Kommunen har sagt, jeg skulle flytte i et ungdomsværelse med en seng og to kogeplader, fortæller 51-årige Ketty Schulz.
- Det er forfærdeligt, og hvor har jeg grædt. Kommunen har sagt, jeg skulle flytte i et ungdomsværelse med en seng og to kogeplader, fortæller 51-årige Ketty Schulz. Modelfoto: Scanpix/Arkiv


Aabenraa Kommune vil tvinge 51-årige sygdomsramte Ketty Schulz til at flytte fra hendes rækkehus og ind i en ungdomsbolig på 38 kvadratmeter. 

Det skriver Jydske Vestkysten.

Sværere end at have kræft

Ketty Schulz, der gennem 22 år har arbejdet som hjemmehjælper, blev for år tilbage ramt af brystkræft og efterfølgende fyret fra jobbet, mens hun gennemgik flere kræftoperationer. 

Siden er Ketty Schulz blevet ramt af en række andre sygdomme som slidgigt, stress og nedsat hukommelse, der svarer til hjerneskadetræthed, som hun har lægeerklæring på. 

Alligevel har kommunen frataget hende sygedagpengene og sat hende på kontanthjælp - uden at arbejdsprøve hende først, skriver Jydske Vestkysten. 

Og kommunens behandling tærer hårdt på Ketty Schulz.

- Det her er sværere end at have kræft. Det er ren terror. Er det ikke forfærdeligt at blive syg i Danmark? Jeg troede heller aldrig, jeg skulle ende på kontanthjælp som 51-årig, siger hun til Jydske Vestkysten. 

Flytter ingen steder

Senest har kommunen forlangt, at hun skal flytte fra rækkehuset, der har været hendes hjem gennem 22 år, og ind i en ungdomsbolig. 

Men her går grænsen, mener Ketty Schulz. 

- Jeg flytter ingen steder. Det er forfærdeligt, og hvor har jeg grædt. Kommunen har sagt, jeg skulle flytte i et ungdomsværelse med en seng og to kogeplader. Hvis jeg skal flytte herfra, kan de lukke mig inde et sted. Jeg har min base og mine gode naboer her. Jeg skal ikke bo sammen med unge mennesker, siger hun.

Kommune afviser klage

Hun får nu hjælp af den tidligere arbejdsmarkedschef Mogens Rerup, der agerer partsrepræsentant for Ketty Schulz. 

Han har klaget til Aabenraa Kommune over sagsbehandlingen, men fik afslag på klagen.

I kommunens afslag skriver de blandt andet, at de på baggrund af lægelige vurderinger ikke ser noget til hinder for, at Ketty Schulz flytter i en mindre og billigere bolig. 

Mogens Rerup vil nu på vegne af Ketty Schulz klage til Ankestyrelsen og han har også rettet henvendelse til borgmester i Aabenraa, Thomas Andresen (V), skriver Jydske Vestkysten. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.