Kommune til hjemløse: Gem indkøbsboner, ellers ryger kontanthjælpen
Hjemløse i Helsingør skal fremover huske at gemme bonner fra daglivareindkøb. Ellers risikerer de at miste kontanthjælpen.
- Folk skal kunne oplyse, at de er i kommunen. Det er ikke os, der bestemmer det, men lovgivningen, siger Anne Kyung Nielsen, områdeleder i Borgerservice.
- Folk skal kunne oplyse, at de er i kommunen. Det er ikke os, der bestemmer det, men lovgivningen, siger Anne Kyung Nielsen, områdeleder i Borgerservice. Nils Meilvang / Scanpix


Fremover skal hjemløse i Helsingør huske at gemme bonerne fra deres dagligvareindkøb og kontoudskrifterne fra deres bank, hvis de vil beholde deres kontanthjælp. Hvis en sagsbehandler vurderer, at der er tvivl om, hvorvidt en hjemløs har opholdt sig inden for kommunegrænserne, så skal de hjemløse kunne dokumentere det. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det fik 49-årige Tina Regina Gosc, der er uden fast bopæl, oplyst af Helsingør Kommune, efter hun havde afleveret en bopælserklæring, der angiver, hvor hun har befundet sig den sidste måned. Kravet rystede hende, eftersom hun er født og opvokset i byen og kender sagsbehandlerne i kommunen. Hun har familie på to adresser i byen, og her overnatter hun på skift for ikke at være for meget til besvær.

- Jeg er ikke ude på at snyde nogen, og jeg har altid været ærlig. Men de træder på mit privatliv ved at bede mig om det her, siger hun.

I Center for Borgerservice, It og Digitalisering forstår man Tina Goscs frustration, men ser ikke andre muligheder for at kunne kontrollere, at hjemløse ikke holder til i en anden by, mens de modtager støtte i Helsingør Kommune.

- Folk skal kunne oplyse, at de er i kommunen. Det er ikke os, der bestemmer det, men lovgivningen, siger Anne Kyung Nielsen, områdeleder i Borgerservice.

Hun medgiver, at kravet om kasseboner og kontoudskrifter er grænseoverskridende, og at det heller ikke er rart for medarbejderne. Hun understreger dog, at kommunen ikke har til hensigt at snage i de hjemløses indkøb.

- Det har intet at gøre med, hvad pengene bliver brugt på, men at de bliver brugt her i byen, siger hun.

Hvis Tina Gosc nægter at udlevere kasseboner og kontoudskrifter, vil kommunen tilbageholde hendes kontanthjælp.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.