Kommune: Ja, vejen til erstatning er blevet længere
Vejen til at få afsluttet sin sag om arbejdsskade er blevet længere, mener Odense Kommune, der nu læner sig op ad kritik fra flere fagforeninger om, at sager om arbejdsskader trækkes urimeligt i langdrag.
Lasse Olsen fik PTSD i sit job som politibetjent. Sager som hans trækker i langdrag som følge af fleksjob og førtidspension, erkender Odense Kommune.
Lasse Olsen fik PTSD i sit job som politibetjent. Sager som hans trækker i langdrag som følge af fleksjob og førtidspension, erkender Odense Kommune. Privatfoto


Det tager nu længere tid at få afklaret, hvor meget en person er stand til at arbejde, oven på en alvorlig arbejdsskade. Det mener Politiforbundet og Dansk Metal, der kritiserer det såkaldte ressourceforløb for at trække erstatning til skadelidte i langdrag.

Det er Lasse Olsen et eksempel på.

Lasse har bopæl i Odense Kommune. Her erkender man, at ressourceforløbet, som blev indført med reformen af førtidspension og fleksjob, reelt udskyder den endelige erstatning for arbejdsskader.

Udsigt til erstatning bliver længere for nogle

"Det er Odense Kommunes vurdering, at reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013 betyder en forlængelse af afklaringstiden for visse borgere," skriver juridisk kontor i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune til Avisen.dk.

Ifølge kommunen forlænges sagsbehandlingen, dels fordi en borger efter reformen skal have sin ansøgning om enten fleksjob eller førtidspension vurderet af et rehabiliteringsteam, og dels fordi en borger som hovedregel skal have gennemført et ressourceforløb på mindst et år, før pension eller fleksjob kan tilkendes.

"Begge dele forlænger sagsbehandlingen, og det opleves ofte som en gene af borgerne," lyder det.

Kommune: Ingen vej udenom

Kommunen har ingen mulighed for at tilsidesætte reglerne i de tilfælde, hvor en borger venter på erstatning for en arbejdsskade.

"Disse regler er fastslået i lovgivningen fra Christiansborg. Der er ingen hurtigere vej igennem. Flere sager har været igennem Ankestyrelsen med samme resultat," lyder det.

Odense Kommune har dog generelt fokus på borgere, som mister eller får nedsat forsørgelsesydelse mens de venter på at få afklaret erhvervsevnen.

"Vi vil meget gerne undgå disse situationer. Derfor fremskynder vi så vidt muligt sager af den karakter," lyder det.

Vi har skaffet ekstra varme hænder til opgaven

Odense Kommune har netop skaffet ekstra varme hænder til at løse borgernes sager og høvle ventetid af sagsbehandlingen.

"Vi har erkendt, at vi for tiden er udfordrede på sagsbehandlingstiderne i vores forvaltning. Derfor har vi gennemført en organisationsændring, som har givet 30 ekstra medarbejdere til borgernære opgaver," lyder det fra juridisk kontor i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.