Nogle arbejdsløse i Aarhus får en god start på julemåneden. De får simpelthen stukket 50.000 kroner i hånden.
Fra og med 1. december begynder Aarhus Kommune at uddele 50.000 kroner til mennesker, der har gået på kontanthjælp i mindst et år. De ledige får pengene uden særlige bindinger.
Kommunen håber, at man ved at vise ledige tillid kan flytte dem mere, end når de mødes med mistillid, kontrol og en masse krav.
De langtidsledige i Aarhus får pengene som del af et nyskabende forsøg. Et forsøg, der er sat til at vare to år og tre måneder.
Forsøget har længe været i støbeskeen, men er lige blevet gjort muligt takket være seks millioner kroner fra Velux Fonden. Omkring 100 ledige aahusianere ventes at få glæde af forsøget.
- Ideen med det her forsøg er at møde langtidsledige med tillid og tro på, at de kan og vil selv. Altså en anden tilgang end den mange socialt udsatte bliver mødt med: Kontrol, mistillid og krav om dit og dat, forklarer Thomas Medom (SF) til Avisen.dk.
Han er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
50.000 kroner værs'go!
De ledige i forsøget får hver hver stillet 50.000 kroner til rådighed.
- De eneste krav til brugen af de 50.000 kroner er, at de skal bruges til noget lovligt, og de skal bruges til noget, som kan bringe dem nærmere på at komme i beskæftigelse, forklarer Thomas Medom.
Men vil det sige, at modtagerne kan sætte sig ned på havnen i Aarhus og drikke alle pengene op sammen med gutterne?
- Nej. Hvis vi finder ud af, at pengene bliver misbrugt, vil vi kræve dem betalt tilbage. Men hele ideen med det her at vise mennesker, som måske er kørt fast i beskæftigelses-systemet og i livet, at vi faktisk tror på dem, forklarer Thomas Medom, og fortsætter:
- I stedet for den evindelige mistilid skal vi turde at investere i de mennesker.
Men hvad kan pengene for eksempel bruges til?
- Hvis man døjer med dårlige tænder, kan man få lavet dem. Nogle af dem med dårlige tænder har problemer med selvtilliden, når de søger job. De synes, at tænderne sender et dumt signal til arbejdsgivere, siger Thomas Medom.
Akademikeren og chaufføren
Målgruppen for forsøget er modtagere af kontanthjælp, der har været ledige i mindst 12 måneder og er i alderen 30-55 år. De skal være i kategorien af såkaldte 'jobparate', så det er ikke langtidsledige med meget store problemer. Der er aktuelt 375 borgere i Aarhus Kommune i denne kategori.
- Det kan for eksempel være akademikeren, som har uddannet sig inden for et område uden de store jobmuligheder. Hun har så gået arbejdsløs i lang tid og har mistet både selvtillid og tro på, at hun kan bruges på arbejdsmarkedet, fortæller Thomas Medom, og fortsætter:
- Eller det kan være den ufaglærte chauffør, som har haft bøvl med helbredet og har været gennem det ene beskæftigelses-forløb efter det andet. Og som har fået så mange afslag på jobsøgninger, at han er gået kold i at søge job.
Kan udløse 'revolution'
Thomas Medom fortæller, at han fik ideen til forsøget, da han var på besøg i London. Her havde man valgt at give et beløb til hjemløse, som havde været gennem alle mulige kommunale projekter. De fik pengene med besked på at finde en bolig og så ellers prøve at få rettet op på deres liv.
- Resultaterne af ordningen i London var overraskende gode. De hjemløse havde i stor stil brugt pengene relevant og fundet sig en bolig, fortæller Thomas Medom.
Han ser meget stor muligheder med forsøget i Aarhus.
- Hvis vi får gode resultater, kan det bruges til at komme i dialog med beskæftigelsesministeren. Forsøget kan betyde, at vi kommer til at omtænke hele den måde, vi tænker beskæftigelses-politik på i dag, siger Thomas Medom.