Kommune anmelder Asylcenter Næstved til politiet
En episode om magtanvendelse mod en asylansøger på Asylcenter Næstved fører nu til en politianmeldelse.
En sag om potentielt unødvendig magtanvendelse på Asylcenter Næstved er nu anmeldt til politiet.
En sag om potentielt unødvendig magtanvendelse på Asylcenter Næstved er nu anmeldt til politiet. Foto: Rasmussen Per/Polfoto


Langeland Kommune anmelder nu episoden om magtanvendelse mod en asylansøger i Asylcenter Næstved til politiet.

Det oplyser Asylcenter Holmegaard, som Asylcenter Næstved hører under, i en pressemeddelelse. Episoden blev filmet og har skabt stor diskussion af de metoder, der benyttes på centeret.

- Episoden i asylcentret, hvor en asylansøger bliver lagt i benlås af personale, ser voldsom ud. Vi tager klar afstand fra de metoder, der benyttes på videoen.

- Vi har anmeldt episoden til politiet, som nu skal klarlægge, om der var tale om nødvendig eller unødvendig magtanvendelse, og hvad der lå forud for episoden, siger centerleder Ulrik Pihl fra Asylcenter Holmegaard i pressemeddelelsen.

Samtidig oplyser centerlederen, at man har har igangsat en intern undersøgelse af kulturen på centeret.

Selve politianmeldelsen sker for at få en uvildig instans udefra til at vurdere, om der er foregået ting, der gik over stregen. Det oplyser Ulrik Pihl til Ritzau.

- Det er vigtigt, at der kommer en part udefra ind til at vurdere, om der er brugt unødvendig magt. Det er selve hændelsen, vi har politianmeldt og ikke de personer, der var impliceret.

- Der er mange udsagn i den her sag fra flere forskellige sider. Videoen virker voldsom, men jeg tænker også, at det er taget ud af en kontekst. Vi ved heller ikke, hvad der ligger forud for optagelserne, og det er også afgørende, siger han.

I sidste uge valgte Langeland Kommune at fritstille lederen af Asylcenter Næstved, og fra 1. juni fratræder han sin stilling.

Flere asylansøgere har fortalt til Information, hvordan lederen brugte trusler om at sende dem til Sandholm, hvor deres asylsag starter helt forfra, hvis han ikke var tilfreds med deres opførsel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.