Kommne anklages for svigt: Ældre mand lå hjælpeløs i to døgn
En ældre mand lå hjælpeløs i to dage, før han blev fundet. Inden havde Hørsholm Kommune frataget manden hans nødkald - og vurderet, at han godt kunne bade selv. Et kæmpe svigt af kommunen, mener Ældre Sagen.
En ældre mand faldt i sit hjem, men ingen opdagede noget før efter to døgn. Han var blevet frataget sit nødkald af kommunen. Sagen er et rædselsfuldt eksempel på, hvad der kan ske, når man kombinerer besparelser og dårlige procedurer, mener Ældre Sagen.
En ældre mand faldt i sit hjem, men ingen opdagede noget før efter to døgn. Han var blevet frataget sit nødkald af kommunen. Sagen er et rædselsfuldt eksempel på, hvad der kan ske, når man kombinerer besparelser og dårlige procedurer, mener Ældre Sagen. Colourbox


- Det er en rædselsfuld historie om svigt og et dybt uacceptabelt forløb. Det er både en advarsel til Hørsholm Kommune og til landets andre kommuner om, at kombinationen af besparelser og for dårlige procedurer kan være livsfarlig, sådan siger Olav Felbo, chefkonsulent i Ældre Sagen til Frederiksborg Amts Avis, om en episode, hvor en ældre mand faldt i sit hjem og lå to dage, før han blev fundet. Han døde ugen efter.

Ifølge Ældre Sagen havde manden, der led af sukkersyge, tidligere været visiteret til bad, men efter en periode med genoptræning vurderede kommunen, at han kunne klare badene selv. I efteråret 2014 valgte man desuden at fratage ham hans nødkald, da man vurderede, at han kunne bruge sin mobiltelefon.

Mobiltelefon er en dårlig løsning

- Han falder to gange efter det. I december 2014 bliver han fundet af et blomsterbud. Da burde man havde sagt sig selv, at han skulle have et nødkald, siger Olav Felbo, som forklarer, at da manden falder den sidste, fatale gang, kan man se på hans mobil, at han har forsøgt at sende sms'er midt om natten til tilfældige mobilnumre, men uden at få kontakt.

- Det er klart, at han ikke er i stand til at gøre det rationelle og taste 112. Det er det farlige ved mobiltelefoner i forhold til nødkald. Det er ikke så god en løsning for et menneske under pres. Men på nødkaldet har du en stor orange knap, og så skal du bare trykke, siger Olav Felbo.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Hørsholm Kommune til kritikken fra Ældre Sagen. Kommunen er i gang med at gennemgå tilbud og procedurer på området som en følge af hændelsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.