Landets ledige har udsigt til lettere at kunne sikre sig retten til dagpenge. I hvert fald hvis Dagpengekommissionens arbejde bliver gjort til virkelighed af politikerne.
Det skriver Politiken onsdag.
Ifølge en række kilder i og omkring kommissionen arbejder den blandt andet med to overordnede modeller - trappemodellen og kontomodellen - der på hver sin måde vil lempe de skrappe genoptjeningskrav og gøre systemet mere fleksibelt. I dag skal ledige samlet set have et helt års ordinært arbejde inden for tre år for at sikre sig ret til to års dagpenge. Det princip er der et udbredt ønske om at bløde op i kommissionen, hvis arbejde hidtil er foregået bag hermetisk lukkede døre.
'Trappemodellen' bevarer de grundlæggende elementer i det nuværende system og forkorter genoptjeningskravet til eksempelvis det halve. Til gengæld skæres der i dagpengeydelsen, som vil være størst i starten og blive nedtrappet over tid. Denne model møder ifølge Politikens oplysninger ikke stor opbakning i kommissionen.
Korte ansættelser giver ret til dagpenge
Mere populær er 'kontomodellen', som handler om, at næsten alt arbejde - selv helt korte ansættelser på for eksempel en uge - udløser ret til en periode med dagpenge. Ledige får så en individuel dagpengekonto, hvor de løbende kan følge deres optjening, eksempelvis via en app på smartphonen. Det vil give større tilskyndelse til at tage enhver form for arbejde, også job, som i dag besættes af udlændinge. Til gengæld frygter kritikere, at modellen kan blive en 'dagpengegenerator', der øger risikoen for spekulation i dagpenge.
Selv om ledige i begge scenarier får lettere ved at genoptjene dagpengene, er der dog ikke nødvendigvis tale om en samlet lempelse. Det afhænger helt af længden af den dagpengeperiode, som arbejdet udløser. Netop det spørgsmål bliver i sidste ende et anliggende for Christiansborg, hvor både den afgående regering og Venstre har erklæret, at dagpengesystemet ikke samlet må blive dyrere.
DF ønsker lempeligt system
Fungerende beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) kalder oplysningerne "spændende". "Det er både rigtigt og klogt, at kommissionen er opmærksom på mulighederne for genoptjening. Der skal ske noget på det område ", siger han til Politiken.
I valgkampen understregede Dansk Folkeparti ønsket om et mere lempeligt system, stik imod Venstres linje. DF har ikke besvaret Politikens henvendelse.
V-næstformand Kristian Jensen vil ikke kommentere de nye oplysninger, men tillægger kommissionen "stor vægt", hvis den munder ud i en fælles indstilling fra arbejdsmarkedets parter. LO-formand Harald Børsting ønsker ikke at kommentere arbejdet i kommissionen, men siger til Politiken: "Det er centralt for LO, at vi får reduceret udfaldet væsentligt, og at vi får et dagpengesystem, hvor korte ansættelser også bidrager til at genoptjene retten til dagpenge".