Kommission kritiserer embedsmænd i Thornings skattesag
Skattesagskommission har ikke opklaret, hvem der lækkede Thornings skattepapirer. Flere embedsmænd får kritik.
Peter Loft forlader Skattesagskommissionens lokaler i Søborg,  d. 18. december 2013. Skattesagskommissionens beretning giver massiv kritik til den hjemsendte departementschef Peter Loft for blandt andet at have brudt loven, skriver Politiken.
Peter Loft forlader Skattesagskommissionens lokaler i Søborg, d. 18. december 2013. Skattesagskommissionens beretning giver massiv kritik til den hjemsendte departementschef Peter Loft for blandt andet at have brudt loven, skriver Politiken. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Skattesagskommissionen kritiserer flere embedsmænd for deres behandling af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag. Det fremgår af kommissionens beretning, som mandag blev afleveret til justitsminister Mette Frederiksen (S).

Kommissionen har dog ikke kunnet opklare, hvem der stod bag lækket af Helle Thorning-Schmidts skattepapirer til BT. Kommissionen har heller ikke fundet tegn på magtfordrejning. Det var kommissionens hovedmål at afdække netop de ting.

Den skarpeste kritik er rettet mod daværende departementschef i Skatteministeriet Peter Loft, som ifølge "en samlet vurdering har involveret sig i Skat Københavns behandling af sagen på en måde, der strider mod kompetencereglen i skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1."

Ud over at kritisere Peter Loft for at gå for tæt på behandlingen af Thornings skattesag, så får to embedsmænd kritik for at bryde deres tavshedspligt ved at videregive et rygte om, at Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, skulle være homoseksuel.

Skattesagskommissionen har også set på Venstres formand, Lars Løkke Rasmussens, og daværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) involvering i sagen.

Kommissionen mener ikke, at det "kan lægges til grund, at Lars Løkke Rasmussen har involveret sig i sagens behandling eller har videregivet fortrolige oplysninger fra sagen."

Helt så let slipper Troels Lund Poulsen ikke. Kommissionen tror ikke på Troels Lund Poulsens forklaring om, at han ikke interesserede sig synderligt for Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Troels Lund Poulsen fik løbende orientering om sagen fra sin departementschef, Peter Loft, som holdt møder med Skat København.

Samtidig viste Troels Lund Poulsen "væsentlig interesse" for et afgørende punkt for udfaldet af sagen, nemlig spørgsmålet om Stephen Kinnocks opholdsdage i Danmark - og det skete, mens sagen fortsat verserede i Skat København, skriver kommissionen.

Samlet set kan det dog ikke lægges til grund, at Troels Lund Poulsen har involveret sig i Skat Københavns behandling af sagen eller i øvrigt har søgt at få afgørelsen omgjort, fastslår kommissionen.

Troels Lund Poulsen har selv forklaret, at han har videregivet oplysningen om Stephen Kinnocks mulige seksuelle orientering til sin særlige rådgiver Peter Arnfeldt og senere til sine to ministersekretærer.

Ekstra Bladet beskyldte oprindeligt Troels Lund Poulsens daværende særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, for at stå bag forsøg på at lække Thornings skattepapirer. Kommissionen frikender dog Peter Arnfeldt og skriver, at det "ikke kan lægges til grund, at han har lækket agterskrivelsen til BT".

Folketinget skal afgøre, om Troels Lund Poulsen skal have en næse for sagen. Skatteminister Benny Engelbrecht (S) vil nu bede en advokat undersøge, om de embedsmænd, der har været involveret i at give urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand, skal drages til ansvar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.