Kommentatorer: En saglig og sober tv-duel
To politiske iagttagere oplevede en meget saglig tone i søndagens tv-duel mellem de to statsministerkandidater
Statsminister Helle Thorning-Schmidt og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, da de søndag aften mødtes i den første direkte duel i valgkampen i et mobilt TV2-studie i København. (Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO)
Statsminister Helle Thorning-Schmidt og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, da de søndag aften mødtes i den første direkte duel i valgkampen i et mobilt TV2-studie i København. (Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO) Foto: RASMUS FLINDT PEDERSEN/POLFOTO


Søndagens første tv-duel mellem statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes udfordrer, Lars Løkke Rasmussen (V), var sober og afdæmpet.

Det er indtrykket, som politisk kommentator og redaktør på Fyns Amts Avis Troels Mylenberg sidder tilbage med efter den timelange debat mellem valgets to hovedpersoner.

- Det var en meget saglig debat mellem to politikere, der står godt til hinanden. Nogle vil måske synes, at det var lidt kedeligt, og det er også svært at skulle udpege en vinder efter sådan en debat, siger han.

Også Rulle Grabow Westergaard, der er kommunikationsrådgiver for erhvervsliv og politikere, var positivt overrasket over debatniveauet.

- Tonen var meget pæn. Jeg sad lidt og ventede på, hvornår det hele ville eksplodere, men det lykkedes jo rent faktisk at snakke politik langt hen ad vejen. Og den mudderkastning, som mange kunne have frygtet, mærkede vi ikke noget til, siger hun.

Mylenberg noterer sig, at statsministeren virkede meget offensiv, mens Lars Løkke Rasmussen holdt sig lidt mere tilbage. På den måde var rollerne byttet om i forhold til tidligere.

- Det virker som om, at Thorning-Schmidt har besluttet sig for, at den skal have maksimal gas i denne valgkamp, og hun har da også mere at komme med ved dette valg, ligesom hun også har mere at skulle stå på mål for.

Lars Løkke Rasmussen virkede på Rulle Grabow Westergaard som en, der for alt i verden ikke ville miste besindelsen og derfor optrådte afdæmpet.

- Jeg ved, hvordan erhvervsledere og politikere kan have svært ved at erkende fejl, og derfor har det formentlig ikke været nemt for Løkke at erkende, at han skal arbejde med sin troværdighed, men han har indset, at det slipper han ikke uden om, siger hun.

Troels Mylenberg hæftede sig desuden ved, at Venstre-formanden - der tidligere har været sundhedsminister - virkede skarp og på hjemmebane, da sygehusvæsenet blev debatteret.

Samtidig var Helle Thorning-Schmidt i offensiven, når det gjaldt integration, hvor hun ikke blot indtog et skrappere standpunkt, men også erkendte, at der var begået fejl i fortiden.

- Det virker som om, at hun for alt i verden ikke vil tabe den front, hvor hun tidligere har været i problemer, siger han.

Samlet set vurderer Rulle Grabow Westergaard dog, at det er tvivlsomt, om debatten har flyttet ret mange stemmer.

- Der er jo en gruppe vælgere, der stemmer efter, hvem de bedst kan lide. Og på den led er der nok ikke blevet flyttet mange stemmer i aften, for de fremstod begge meget sympatiske, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.