Kommentator: Regeringen græder tørre tårer over Togfonden
Togfonden er død af økonomi, som tvinger tunge besparelser igennem, siger politisk kommentator Hans Engell.
Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, ser kritisk på Vejlefjordbroen i Togfonden, hvor regeringen vil spare 21 milliarder kroner. tirsdag på Christiansborg.
Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, ser kritisk på Vejlefjordbroen i Togfonden, hvor regeringen vil spare 21 milliarder kroner. tirsdag på Christiansborg. Foto: Katinka Hustad/Polfoto


De rekordlave oliepriser har lagt Togfonden i graven, fordi V-regeringen vil spare 21 milliarder kroner af de 28 milliarder kroner, som projektet koster. Togfonden skulle finansieres ved at beskatte olie og gas fra Nordsøen hårdere.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell, efter at regeringen orienterede Dansk Folkeparti om milliardbesparelsen.

- Hele aftalen om Togfonden ser ud til at være sunket i grus. Det er selvfølgelig født af, at pengene ikke er der. Siden (finansminister, red.) Claus Hjort (V) gik i gang med at se Togfonden efter, har det stået klart, at den ikke hang sammen, siger Hans Engell.

Togfonden blev aftalt af S-R-SF-regeringen og Dansk Folkeparti, mens Venstre står udenfor. Fonden skulle sikre en times togtid mellem København, Odense, Aarhus og Aalborg ved at elektrificere strækningen og bygge Vejlefjordbroen.

- Regeringen græder formentlig tørre tårer. Venstre har fra starten ikke troet på finansieringsmodellen, da den tidligere regering lavede Togfonden, siger Hans Engell.

Han hæfter sig ved, at regeringen jagter milliarder af kroner, før den i efteråret skal forhandle finanslov, skattereform, pensionsreform og økonomisk 2025-plan. Han ser Togfonden og regeringens besparelser på havvindmøller i den sammenhæng.

- Det er en besværlig manøvre alene at sy en finanslov sammen. Der har man ikke lyst til at forpligte sig på en Togfond, hvor økonomien slet ikke hænger sammen. Der er også større udgifter på flygtningeområdet, siger Hans Engell.

I efteråret skal regeringen igennem meget vanskelige forhandlinger, hvor Liberal Alliance og Konservative kræver skattelettelser, mens Dansk Folkeparti forsvarer velfærd og afviser skattelettelser. Der skal findes milliarder efter olieindtægter, siger Hans Engell.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.