Kommentator om Løkke: Han kaster lunser ud
Lars Løkkes kontanthjælpsmelding er unormalt konkret om, hvad der skal ske efter valget, siger Hans Engell.
Lars Løkkes kontanthjælpsmelding er unormalt konkret om, hvad der skal ske efter valget, siger Hans Engell.
Lars Løkkes kontanthjælpsmelding er unormalt konkret om, hvad der skal ske efter valget, siger Hans Engell. Foto: Colourbox/free


Lars Løkke Rasmussen (V) er mere konkret, end han har været længe i sin melding om, at kontanthjælpsloftet ikke kommer til at ændre ved andre ydelser såsom børnechecken eller boligsikringen. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Løkke har i tre år ganske dygtigt kastet slør over, hvad Venstre egentlig vil, hvis de vinder regeringsmagten. Nu, hvor vi nærmer os valget, kaster han lunser ud, siger han.

Det er dog ikke uden omkostninger, at Venstres statsministerkandidat begiver sig ud i konkrete løfter.

- Da han samtidig har sagt, at han ikke vil sige noget, der ikke står til troende efter valget, så gør han sin bane meget snæver med den her melding. Desto mere konkret han bliver, desto mere mindsker han sin manøvremuligheder efter valget, siger Hans Engell.

Og det er en omfattende og konkret melding, som Lars Løkke Rasmussen søndag kommer med.

- Han freder stort set det hele bortset fra kontanthjælpen. Det er sådan, man må læse ham. Han lægger ikke op til regulering på andre områder. Han vil ikke begive sig ud i en lang diskussion om dagpenge og andre overførsler, siger Hans Engell.

Uanset hvordan han vender og drejer sine ord, står Lars Løkke Rasmussen overfor en svær tid, hvis han vinder valget. For selvom han forsøger at lukke diverse diskussioner om sociale ydelser, vil det ramme ham før eller siden, mener Hans Engell.

- Uanset hvad kommer der en dagpenge-diskussion, for kommissionen bliver jo færdig. Selvom det er den nuværende regering, der har nedsat den, har Løkke også sagt, at han vil kigge på det, siger han.

- Stort set ligegyldigt hvordan brikkerne bliver fordelt, så vil det blive en regering, der får store vanskeligheder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.