Kommentator: Mette F. satser på langsigtet sejr
Det er klogt, at Mette Frederiksen foreløbig freder Lars Løkke, mener politisk kommentator, Hans Engell.
"Mette Frederiksen tænker langsigtet og strategisk," siger politisk kommentator om den socialdemokratiske formand Mette Frederiksens udmeldinger i flere aviser.
"Mette Frederiksen tænker langsigtet og strategisk," siger politisk kommentator om den socialdemokratiske formand Mette Frederiksens udmeldinger i flere aviser. Foto: Scanpix


Mette Frederiksen satser som Socialdemokraternes ny formand på at samarbejde med statsminister Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering i stedet for at føre kalkunjagt på regeringen sammen med Dansk Folkeparti. Det er en klog disposition.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell. Søndag fastslår Mette Frederiksen i interviews med Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske, at hun ikke vil vælte regeringen med venstrefløjen og Dansk Folkeparti.

- Mette Frederiksen tænker langsigtet og strategisk. Hun har den opfattelse, at Løkke-regeringen ikke væltes det første år. Samarbejdet mellem Socialdemokraterne og andre partier skal ikke præges af kalkunjagt eller forhastet samspil med DF, siger Hans Engell.

Mette Frederiksen vil i stedet placere Socialdemokraterne som et parti, erhvervslivet kan stole på. Hun vil fortsætte de seneste års linje fra Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, påpeger han.

- Hun vil ikke lade sig diktere af De Radikale, eller involvere sig med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, som i sidste ende vil støtte Løkke. Hun er en S-leder, som tænker i en hel valgperiode. Det er formentlig klogt, mener Hans Engell.

Mette Frederiksen kan se, at Løkke får mere brug for hende end omvendt. Hun så, hvor skrøbeligt det blå flertal kan være, da DF's Pia Kjærsgaard blev Folketingets formand, da aftalen med kommunerne skulle godkendes, og da De Konservative kritiserede grundskylden, siger han.

- Socialdemokraterne kan få en meget central placering i forhandlingerne om dagpenge og finansloven. Mette Frederiksen vil arbejde sig frem til Statsministeriet på den lange bane. Hun satser ikke på et quick fix på den korte bane, mener Hans Engell.

Når hun om halvandet til to år sidder sikkert som S-formand, kan hun begynde at dreje på skruerne, vurderer Hans Engell.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.