Kommentator: Jess Thorup er et overraskende valg i FCM
DR-kommentator Jan Kalborg vurderer, at flere trænerkandidater kan have takket nej til jobbet som FCM-træner.


FC Midtjylland har sandsynligvis haft andre kandidater end Jess Thorup til jobbet som cheftræner.

Det vurderer DR-kommentator Jan Kalborg, efter at den nu tidligere U21-landstræner søndag er blevet offentliggjort som afløser for guldtræneren Glen Riddersholm, der stoppede i juni efter uenigheder med ledelsen.

- Det er overraskende, at FCM har valgt Jess Thorup.

- Han får en rolle, hvor han træner holdet, men ikke får lov til andet end måske at pege på nye spillere, fordi FCM har et system, der fortæller, hvilke spillere man skal købe.

- Der har måske været andre trænernavne, som måske har fundet ud af, hvordan det spiller i FC Midtjylland, og så har de sagt nej, vurderer Jan Kalborg.

- Det er en anderledes trænerrolle i FCM, hvor man giver køb på sin egen træneridentitet ved at acceptere, at det ikke er en selv - sammen med en manager - der har ansvaret for at købe de rigtige spillere, siger DR-kommentatoren.

- Det har Jess Thorup accepteret, og på en måde er det måske også befriende, at han bare skal være med til at forme de spillere, der kommer ind.

Jan Kalborg tror nu nok, at Jess Thorup og FC Midtjylland skal få samarbejdet til at fungere.

- Han overtager et hold, der fungerer. Der er ikke så meget, der skal justeres på. Selve konceptet bliver der ikke rørt ved i første omgang.

- Man kan så stille spørgsmålstegn ved, om han når at sætte skik på holdet, inden de skal spille kvalifikationskampe til Champions League, siger Kalborg.

FCM møder på tirsdag Lincoln FC fra Gibraltar i kvalifikationen til Champions League. På lørdag venter Viborg FF i sæsonpremieren i Alka Superligaen.

FCM vandt i sidste sæson den første DM-titel i klubbens historie.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.