Ekspert: Så hårdt vil hestesagen ramme DR

DR virker som en kornfed virksomhed, når den betaler for at fragte en hest over Atlanten, siger Hans Engell.
Selv om fakturaen på transport af Johannes Langkildes kones hest siger 70.000 kroner, kan hestetransporten let blive dyrere for DR, vurderer Hans Engell.
Selv om fakturaen på transport af Johannes Langkildes kones hest siger 70.000 kroner, kan hestetransporten let blive dyrere for DR, vurderer Hans Engell. Foto: Scanpix/arkiv

En faktura på 70.000 kroner for transport af en DR-journalists kones hest over Atlanten kan vise sig at blive meget dyrere for DR. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Hos nogle partier vil fakturaen blive set som et bevis på, at der er rigeligt med penge i DR og dermed mulighed for at spare.

- Det gør det sværere for DR's venner på Christiansborg at forsvare virksomheden, siger Hans Engell.

Radio24syv, der har set fakturaen, skriver ligesom Ekstra Bladet, at DR har betalt for at få journalisten Johannes Langkildes kones hest fragtet over Atlanterhavet i forbindelse med hans ansættelse som USA-korrespondent.

Den historie har fået Dansk Folkeparti til at rette henvendelse til kulturminister Mette Bock (LA), der onsdag vil have en redegørelse fra DR.

Flere af Christiansborgs partier har tidligere luftet tanker om at spare på mængden af licenskroner, der sendes til DR-Byen. Det nuværende medieforlig, der bestemmer DR's økonomi, løber til og med 2018.

Herefter skal et nyt forlig laves. Og her kan hesten blive dyr, vurderer Hans Engell.

- Det bliver en dyr sag. For politikerne på Christiansborg bliver det et symbol på, at der er meget fedt på skelettet ude i DR-byen, siger han.

- De blå partier står meget samlet om, at DR skal levere et beløb. Det kommer til at koste både i forhold til deres programaktiviteter og på medarbejdersiden, forudser politisk kommentator Hans Engell.

Samtidig falder sagen ned i en diskussion mellem DR og brancheforeningen Danske Medier, om hvorvidt det licensfinansierede DR har urimeligt gode vilkår.

- Derfor er det en skidt sag, selv om det er et meget lille beløb, siger Hans Engell.

- Avishusene og mediebureauer fyrer folk i kæmpe antal. Både Berlingske Medier, JP/Politikens Hus og Børsen står med fyringsrunder. Så kigger man på DR, der har 70.000 kroner til at sende en hest over Atlanten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.