Kommentator: EU-penge er møgsag for Dansk Folkeparti
DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, bør gå ind i sag om EU-penge, mener politisk kommentator Hans Engell.
Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt har ifølge Ekstra Bladet og DR fået 200.000 kroner fra EU-Parlamentet til EU-møder, som var sammen med DF's sommergruppemøder.
Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt har ifølge Ekstra Bladet og DR fået 200.000 kroner fra EU-Parlamentet til EU-møder, som var sammen med DF's sommergruppemøder. Foto: Colourbox/Free


Dansk Folkepartis sag om EU-midler belaster partiet så meget, at partiformand Kristian Thulesen Dahl må træde i karakter. Han må rydde op efter EU-parlamentariker Morten Messerschmidts gruppe Meld.

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

Ekstra Bladet og DR afslører, at Messerschmidt har fået godt 200.000 kroner fra EU-Parlamentet til møder i sin fælleseuropæiske gruppe Meld. Møderne fandt sted i 2014 og 2015, mens Dansk Folkeparti holdt sommergruppemøde.

- Man bør gå mere direkte ind i sagen. Det er, som om man sender aben videre. Det går fra Thulesen Dahl til (gruppeformand Peter) Skaarup, til Morten Messerschmidt og (EU-gruppeformand) Anders Vistisen, siger han.

- Vi savner en samlet redegørelse. Den kan kun partiformanden give, mener jeg sådan set.

EU-Parlamentet har før krævet 2,9 millioner kroner refunderet fra Dansk Folkeparti for at misbruge penge til Meld. Partiet har sendt 1,6 millioner kroner tilbage.

Spørgsmål: - Er Morten Messerschmidt for stor en belastning for partiet til at komme i Folketinget?

- Vi er ikke dér endnu. Der er ikke truffet nogen afgørelse. Men sagen er en belastning. Den har kørt siden sommeren. Man spørger sig selv: Er vi ved vejs ende? siger Hans Engell.

DF er særligt sårbar, fordi partiet tog skarpt afstand, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fik tøj for 152.000 kroner af Venstre. Det lagde partiets vælgere Løkke til last, mener kommentatoren.

- Derfor er det en belastning, når deres eget parti havner i en situation, hvor pengene ikke administreres efter reglerne. Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti skylder en forklaring. Hvad er der foregået? siger Hans Engell.

Partiformanden kan ikke holde så lav cigarføring på kanten af et folketingsvalg, mener han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.