Kommentator: Det tegner til et farvel til Carl Holst
Nye sager presser forsvarsministeren i en grad, så han ifølge kommentator får svært ved at blive på posten.


Det kan meget vel blive sidste kapitel for den pressede forsvarsminister Carl Holst (V), at nye oplysninger stiller ham i et yderligere kritisk lys.

Det vurderer Troels Mylenberg, politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis.

- Sådan nogle sager har deres egen energi, og det tegner til, at den er ved at ende dér, hvor Carl Holst enten går selv eller bliver gået, siger Mylenberg.

- Jeg vil slet ikke afvise, at det sker i dag, siger han.

Forretningsudvalget i Region Syddanmark meldte mandag ud, at en stor del af Carl Holsts assistents e-mail-korrespondance i tiden op til folketingsvalget drejer sig om Holsts valgkamp.

Det er formentlig ulovligt, og i hvert fald er det i direkte modstrid med, hvad ministeren selv har sagt, da han "100 procent" har afvist, at assistenten deltog i hans valgkamp.

Samtidig bringer BT en historie om, at regionen har fået ændret ordlyden i bilag, hvor Carl Holst angiveligt har fået konsulentbistand til opgaver, der ikke havde med hans stilling som regionsrådsformand at gøre.

Ifølge Helle Ib, politisk kommentator på Børsen, er det i lyset af det seneste døgns udvikling åbenlyst, at "jorden nu brænder under Carl Holst".

Hun vil dog ikke gætte på hans fremtid.

- Dansk Folkeparti har klart skærpet retorikken, men vi skal ikke vente os, at der sker noget storpolitisk derfra. De vil nok afvente gennemgangen fra Statsforvaltningen, siger hun med henvisning til den igangværende undersøgelse af forholdene i Region Syddanmark.

- Så er der muligheden for, at Carl Holst selv når frem til, at belastningen bliver for stor, men der tror jeg heller ikke helt, at vi er endnu, siger Helle Ib.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.