Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Kommentar: Kommuner svigter borgerne med regeringens accept

Retssikkerheden er i disse år under stærkt pres i mødet med den offentlige forvaltning. For mennesker med handicap eller sygdom i kontakt med social- eller beskæftigelsesforvaltningen er den under særligt stort pres.

Den forvaltning går – parallelt med en række meget hårde arbejdsmarkeds- og socialreformer i kombination med nogle store kommunale besparelser gennem de seneste år – ofte lige til grænsen af, hvad der er lovligt. Det fremgår blandt andet af en rapport fra Advokatrådet og af undersøgelser fra Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd, Sjældne Diagnoser og Landsforeningen Autisme.

Advokatrådet skriver for eksempel:

"Advokatrådet finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at forvaltningen har mulighed for en grænsesøgende afgørelsespolitik med henblik på at reducere driftsomkostninger uden nogen konsekvenser for forvaltningen. Forvaltningen bør ikke kunne indrette sin praksis efter, at det ikke har nogen form for negative virkninger, når den giver afslag på, reducerer kvaliteten af eller ophæver en løbende ydelse …"

Selvom en forvaltning opfører sig lovstridigt, og en borger har fået ret i sin klagesag, så er det altså forvaltningen, der opnår en økonomisk besparelse eller berigelse ved at træffe forkerte afgørelser og ikke at udbetale en ydelse til en borger. Den grænsesøgende forvaltningspraksis gør borgerens retsstilling dårlig, og det er ikke retfærdigt.

Advokatrådet er kommet med nogle meget konkrete anbefalinger til, hvordan man fra Folketingets side kunne ændre kursen og sikre borgerne den retssikkerhed, som de har krav på i henhold til lovgivningen. Disse anbefalinger svarer i det store hele til de anbefalinger, mange handicaporganisationer også er kommet med igennem de seneste år.

For eksempel anbefaler Advokatrådet – for at modgå den grænsesøgende forvaltningspraksis, som de har identificeret som ét af de største retssikkerhedsproblemer – at man i højere grad benytter sig af retsmidlet opsættende virkning. Opsættende virkning vil sige, at en afgørelse først får virkning, når den er endelig stadfæstet. De anbefaler også, at der bliver skabt en lovhjemmel for godtgørelse til borgere af ikke-økonomisk tab, ligesom en kommune som udgangspunkt skal fralægge sig den fulde besparelse ved at træffe forkerte beslutninger og overføre den til borgeren – og dette gør den næppe frivilligt, så også dette vil kræve en lovhjemmel fra Folketinget.

Jeg skrev den 1. august 2015 om retssikkerhedsproblemerne i et brev til social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og justitsminister Søren Pind (V).

Heri opfordrede jeg dem til at ophøje Advokatrådets anbefalinger til lov og spurgte dem direkte, om man vil gøre det. For Folketinget og ministrene er øverste myndighed i forhold til at sikre borgerne deres lovgivne rettigheder.

Ingen af ministrene svarede af sig selv. Men efter, at arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen (EL) havde bedt dem kommentere den, fik jeg den 29. september og den 1. oktober 2015 svar. Det er i det store hele et koordineret svar, hvor social- og indenrigsminister Karen Ellemann fører ordet.

I svaret er der, samlet betragtet, ikke nogen imødekommenhed over for at lytte til de alvorlige problemer på retssikkerhedsområdet. Man afviser Advokatrådets anbefalinger. Man vil fra regeringens side nøjes med "tillid" og "gode råd" til myndighederne. Dette til trods for, at det allerede er veldokumenteret, at mange kommuner har vist sig ikke at være den slags tillid værdig!

Ministrenes svar er karakteristiske for den politiske omgang med retssikkerhedsproblemet og fralæggelsen af et politisk ansvar derfor i de seneste år.

Tillid til kommunerne

Karen Ellemann henviser i sit svar til, at myndighederne efter hendes opfattelse allerede har gjort meget for at gøre både forvaltning og klagemuligheder bedre over de sidste år. Man har fra regeringens og den tidligere regerings side stillet viden og rådgivning til rådighed for kommunerne, og man har arbejdet for at sænke klagetiden i Ankestyrelsen. Socialministeren har, til trods for den massive dokumentation for retssikkerhedsproblemerne, stadig stor tillid til kommunerne.

Hun nøjes med at appellere til, at de frivilligt overholder lovgivningen og sikrer borgerne deres ret:

”Det er kommunernes ansvar at sikre, at sagsbehandlingen er i overensstemmelse med lovgivningen. Jeg har tillid til, at kommunerne grundlæggende har viljen til at træffe både rigtige og forståelige afgørelser. Derfor mener jeg, at den rigtige vej til at understøtte borgernes retssikkerhed er at give kommunerne den bedst mulige støtte til at leve op til deres ansvar.”

Hun reagerer slet ikke på det retssikkerhedsproblem, som Advokatrådets rapport og mit brev fremlægger: At borgerne ikke kan regne med, at myndighederne af sig selv træffer korrekte afgørelser i første omgang, og at klagesystemet ikke er optimalt.

Manglende tillid til borgerne

Karen Ellemann afviser i brevet Advokatrådets anbefalinger med følgende udsagn:

” … jeg [finder] ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at indføre opsættende virkning i alle sager eller at indføre regler om godtgørelse til borgere, der får medhold i Ankestyrelsen.

Opsættende virkning ville (…) betyde, at der ville blive ydet hjælp i klageperioden også i de klagesager, hvor Ankestyrelsen når frem til, at kommunens afgørelse er korrekt. Dermed ville en række borgere få adgang til ydelser, de viser sig ikke at være berettigede til. Det kan forekomme mindre rimeligt. Det kan endvidere medføre betydelige offentlige merudgifter og kan samtidig få antallet af klager til at vokse.

En godtgørelsesordning ville efter min opfattelse være både tung og dyr. Borgeren ville alligevel ikke få de tjenesteydelser, borgeren ellers ville have været berettiget til i klageperioden, og indførelse af en sådan ordning vil være forbundet med betydelige administrative omkostninger.”

Hun synes altså, at det er værre, hvis folk får noget, de ikke er berettigede til, end at folk, der er berettigede og har behov, ikke får den fornødne hjælp! Med andre ord: Hun prioriterer kommunernes økonomiske sikkerhed over borgernes retssikkerhed, og hun har mere tillid til kommunerne end til borgerne!

Det, synes jeg, er et meget alvorligt synspunkt. En minister er jo ”folkets tjener”, hvis man forstår det i sin oprindelige demokratiske og sproglige betydning. Det vil fremadrettet fortsat kunne betale sig for kommuner at udøve grænsesøgende forvaltning og at forhale tidspunktet for en sags korrekte afslutning. Og borgerne vil fortsat være afhængig af gode viljer i kommunerne.

Ændringer i Serviceloven

Karen Ellemann bringer det i sit svar på banen, at hun ”… gerne [vil] se på mulighederne for at forenkle lovgivningen og gøre reglerne mere tydelige, så det bliver lettere for kommunerne at administrere korrekt. Der er efterhånden almindelig enighed om, at serviceloven særligt på voksenområdet er blevet for kompleks.”

Dette skriver hun parallelt med, at den nye V-regering officielt har meldt ud, at den vil igangsætte en revision af Serviceloven på voksenområdet som opfølgning på økonomiforhandlingerne med KL i juli 2015. Det har jeg overhovedet ikke spurgt hende om i mit brev.

Når hun anvender borgernes svækkede retssikkerhed som begrundelse for at ville fremsætte lovforslag om ændring af Serviceloven, så camouflerer hun, at regeringen i virkeligheden agter at forringe retssikkerheden yderligere!

Den påtænkte ”forenkling” af Serviceloven har allerede tidligere i år været fremsat som lovforslag af den tidligere SR-regering, men blev i januar 2015 trukket tilbage af daværende socialminister Manu Sareen (R) efter massive protester i høringssvarene fra en lang række handicaporganisationer med flere. ”Forenklinger” dækker således i alt væsentligt over forringelser af retssikkerheden, ikke forbedringer. Man vil omdefinere og begrænse omfanget af personer, der kan få hjælp, og man vil omdefinere og begrænse omfanget af hjælp til disse.

Formanden for Landsforeningen LEV Sytter Kristensen advarer da også i en omtale af disse regeringsplaner på foreningens hjemmeside den 27. september 2015 kraftigt imod, at regeringen genopfinder det lovforslag: ”Fortsætter regeringen og KL ad den vej, som skitseres i aftalen – og som kendetegnede det oprindelige forslag – så tør jeg godt udstede en garanti. En garanti for, at de mest sårbare bliver taberne – og for at den aktuelle tillidskrise mellem borger og kommuner bliver endnu dybere.”

Ansvaret er ministrenes

Socialminister Karen Ellemann nægter således på vegne af de tre ministre at blande sig i den kommunale forvaltningspraksis under henvisning til ”tillid” til kommunerne. Og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen tilføjer i sit eget brev, at kommunernes ”… afgørelser (…) kan påklages til Ankestyrelsen.”Lignende formuleringer har de fleste social- og beskæftigelsesministre såvel som ordførere for områderne benyttet sig af i årevis. Borgerne kan ”bare klage”, hvis de er utilfredse. Det ville være ønskeligt med en regering, der også viste tillid til borgerne og vilje til at gøre det, der er brug for, for at sikre deres rettigheder.

Men nu er tillid åbenbart et privilegium, som kun er kommunerne forundt, og borgernes lovbestemte rettigheder er i praksis underlagt et altoverskyggende hensyn til kommunernes økonomi. Så borgerne vil i sidste ende fortsat stå med hatten i hånden, når de har brug for hjælp.

Men ikke at handle politisk på de veldokumenterede retssikkerhedsproblemer – dét er også at handle! Ikke at ville handle, når der oven i købet foreligger velgennemtænkte konkrete anbefalinger fra landets fremmeste advokater, der kunne afhjælpe problemerne – dét er med fuldt overlæg at svigte de mange sårbare borgere, som er i kontakt med den offentlige forvaltning og ikke har sikkerhed for deres rettigheder.

Jeg håber, de tre ministre vil genoverveje mulighederne for at følge Advokatrådets udmærkede anbefalinger. Under alle omstændigheder har de det politiske ansvar for at sikre borgerne deres lovbestemte retssikkerhed, ligesom de vil være politisk ansvarlige derfor, hvis borgerne fremadrettet stadig ikke sikres denne ret.


Se brevet til ministrene her
Se svaret fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann her
Se svaret fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen her
Se svaret fra justitsminister Søren Pind her

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.