Komisk: Udbryder-får skaber panik på Bornholm
Løsslupne heste og udbryder-får hærgede de bornholmske gader i weekenden.
En flok uldne udbryderkonger gav Bornholms politibetjente bøvl i weekenden.
En flok uldne udbryderkonger gav Bornholms politibetjente bøvl i weekenden. Colourbox


Det har været en travl weekend for Bornholms Politi. Udover almindelige tobenede forbrydere har betjentene nemlig måttet indfange en del firbenede ballademagere, fremgår det af en politirapport på Bornholmstidende.dk.

For eksempel ringede en buschauffør til politiet sent fredag aften og anmeldte en stor sort og hvid hest, der rendte løs rundt på gaderne. Politiet rykkede ud, men da de ankom til stedet, var hesten tilsyneladende hyppet videre ud i nattelivet.

To sorte ponyer var også lusket ud af deres indhegning og vrinskede forvirret rundt langs en vej. Politiet fik fat på ejeren - og ejeren fik fat på ponyerne.

Og som om det ikke var nok dyrisk vildskab for en weekend, besluttede en oprørsk fåreflok at bryde ud af deres indhegning og tage på søndagstur i det bornholmske landskab. De 10-15 brægende uldtotter blev dog indfanget igen.

Endelig oplevede en lille hvid hund også at blive glemt af sin ejer foran Fakta. Medarbejderne opdagede fredag aften at hunden havde stået bundet foran forretningen i lang tid, så de kontaktede politiet, der fik den formodentligt temmeligt slukørede hund genforenet med sin ejer. Ejeren kan dog se frem til en bøde - for ikke at nævne utallige bebrejdende blikke fra hunden i fremtiden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.