"Bønner? Det har vi sgu ikke brug for. Religion? Næ. Handling? Ja, god idé."
Sådan slutter en video komikeren Andreas Bo har lagt på Facebook.
Her undrer han sig over, at opfordringer om at bede for andre - "Pray for France", "Pray for Turkey" - dukker op på hans væg på Facebook.
- Hvornår er der virkelig et evident eksempel på, at man har bedt for et eller andet, hvor det har hjulpet. Jeg synes måske, man skulle overveje at skride til handling, siger han i videoen.
Andreas Bo siger desuden, at hvis hans børn er kommet til skade, har han aldrig sagt, at han ville bede for dem, og han ville heller ikke skrive til sine naboer, at de skulle gøre det samme.
- De gange hvor min verden er ramlet, i små tilfælde, hvor mine børn er kommet til mig, er kommet til skade, der har jeg sagt til dem, så må vi skynde os at tage på skadestuen. Og ligesom at forebygge, så må du lade være med at lege med Thomas ude i skoven en anden gang.
Man beder ikke for sjov
Videoen får mange af hans over 122.000 følgere til tasterne. Opslaget bliver delt med lynets hast og er i skrivende stund i galopfart på vej mod 3000 delinger og 300.000 visninger af videoen.
Men nogle er absolut ikke enige med komikerens holdning:
- Jeg håber aldrig nogensinde, at du kommer i en situation, hvor du får brug for at bede! Jeg synes det lugter lidt af manglende forståelse for andre menneskers situation ... man beder ikke for sjov! skriver en, mens en anden skriver:
- Hvor ER jeg glad for dette indslag. Så sent som i går sagde jeg til min mand, at jeg er SÅ træt af de kommentarer, hjerter i franske farver og øjne og billeder i franske farver. Det er nemlig handling, der skal til!
Hun bakkes op med kommentaren:
- 100 % enig. Har aldrig forstået det med, at man skal bede for ofrene for noget, en religion haft indvirkning på .... Handling eller løsning på problemet ville være langt at fortrække!