Julen byder på mange lækre fristelser, og rigtig mange danskere er nødt til at gå på kur i januar for at smide julefedtet.
Men det er faktisk muligt at komme igennem julen uden at tage mange kilo på, siger ernæringsekspert og sundhedsskribent Per Brændgaard.
Louise Dorph-Petersens himmelblå jul. Læs mere på femina.dk
- Problemet i december (og resten af året for den sags skyld) er, at vi spiser på autopilot i en verden fuld af velsmagende, kalorierig mad. Det er svært at ændre på verden (især i december), men du kan slå autopiloten fra og opmærksomheden til. Derefter er slankemetoden meget enkel: Spis, når nydelsen er intens. Hold op med at spise, når der ikke længere er nogen særlig nydelse, lyder rådet fra Per Brændgaard.
Søvn er vigtig for at holde sig sund og slank. Læs ernæringsekspertens forklaring på Femina.dk.
Vær sulten inden måltidet
Måden at gøre det på er simpelthen ved at koncentrere sig, når man spiser.
- Sørg derfor for at være godt sulten, inden du sætter dig til julebordet. Dvs. med et hul i maven. Hvis du er nærværende, mens du spiser, så vil du opdage, at det faktisk er ret ubehageligt at spise, når mavesulten er væk, lyder det fra Per Brændgaard.
Han råder til, at man gør det samme med drikkelsen.
- Læg mærke til, at øl, vin, gløgg, eller hvad du nu drikker, især smager godt i starten, hvorefter smagen og nydelsen af smagen klinger af. Hvis du er nærværende nok, mens du drikker, så vil du opdage, at du overraskende hurtigt bliver mæt. Og så er der jo ingen grund til at drikke videre, siger Per Brændgaard, der hentyder til, at der er rigtig mange kalorier i drikkevarer som øl og vin.
Af Mia Qvist Scheelsbeck, FEMINA, Aller Media