Kom igang med vinterbadningen allerede nu
Selv om de lune temperaturer forhåbentlig varer lidt længere, er der flere gode grunde til at tage springet ud i vinterbadningen netop nu.
Vinterbadning er en fantastisk oplevelse, men det kan også være farligt. Derfor skal du være godt forberedt.
Vinterbadning er en fantastisk oplevelse, men det kan også være farligt. Derfor skal du være godt forberedt. Foto: RASMUSSEN PER/Polfoto


Badevandstemperaturen ligger stadig på de smålune 16-18 grader. Der er altså endnu langt til det kolde gys, vinterbaderne elsker, men vil du være én af de 29.000 officielle vinterbadere i Danmark, er det en god idé at komme i gang allerede nu.

I de senere år er interessen steget voldsomt for at være medlem af en af landets cirka 100 vinterbadeklubber, hvilket har skabt lange ventelister.

Den vigtigste grund til at komme i gang allerede nu er, at det kræver tilvending for den uprøvede krop. Derfor er september et helt ideelt tidspunkt at starte på, for så er overgangen til de meget lave temperaturer ikke så stort.

En anden grund er også, at kroppen hyperventilerer, hvis den uforberedt sænkes ned i vand, der ligger på frysepunktet.

- Når kroppen hyperventilerer, får du alt for meget ilt i kroppen, hvilket gør, at der lukkes for blodtilførslen til hjernen, fordi balancen bliver forskubbet. Indtil det stabiliseres igen, er du besvimet, forklarer Svend Hedegaard, der er formand for Rådet for Større badesikkerhed til Ritzau Fokus.

De særlige omstændigheder, den lave temperatur skaber, har gjort, at vinterbaderne ikke kan bruge de normale baderåd. Derfor har de fået deres egne.

Her står der blandt andet, at man skal trække vejret roligt, sænke kroppen langsomt ned i vandet og altid bade sammen med andre. Det er netop på grund af faren for hyperventilering.

De råd danner rammen om den introduktionstur, man skal igennem, inden man kan blive en del af vinterbadeklubben Isbjørnen i Aalborg. Her gennemgår man sikkerhedsreglerne og giver kommende medlemmer mulighed for at prøve, om vinterbadning overhovedet er noget for dem.

For formanden i klubben, Niels Tikjøb, er det en fantastisk følelse, når kulden får kroppen til at frigive endorfinerne i kroppen, men det er en hobby, man skal have respekt for, mener han.

- Nogle folk sidder bare inde i saunaen hele tiden. Dem kalder vi "radiator-vikinger". De dypper sig hurtigt og så sidder de inde i saunaen resten af tiden, siger han til Ritzau Fokus.

Til trods for det morsomme øgenavn, er den fremgangsmåde faktisk temmelig usund.

- Man skal starte og slutte med det kolde. Ellers kan kroppen ikke kontrollerer temperaturen og så får man det ubehageligt, siger han.

Også han anbefaler, at man kommer i gang allerede nu, hvis man er nybegynder. De fleste klubber for vinterbadning åbnede første september.

Fakta: Det bør du vide, inden du vinterbader.

Før du går i vandet

1. Bad aldrig alene

2. Tjek badeforhold og kend dit

3. Pas på is på trappe og bro

4. Sænk kroppen roligt ned i vandet


Når du er i vandet

1. Træk vejret roligt

2. Hold øje med hinanden

3. Hold dig tæt ved trappe eller opgang

4. Svøm aldrig under isen

Kilde: Rådet for større badesikkerhed.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.