Hvis en børnefamilie har pladsmangel i deres toværelses lejlighed, og en ældre dame har alt for meget plads i sin fireværelses lejlighed, kan en gang bytte-bytte-købmand være fordelagtigt for begge parter.
Og det kan lade sig gøre.
Hvis du bor i almennyttig eller privat lejebolig, kan du bytte dig til en ny bolig.
På nuværende tidspunkt kan man finde 1997 byttetilbud på Boligselskabernes Landsforenings hjemmeside www.bytbolig.dk. I København alene er der 697 mennesker, der lige nu tilbyder at bytte deres bolig.
- Fordelen ved at bytte er, at man kan gå uden om ventelisterne og ofte finde nogle meget attraktive boliger, siger Jørn Nyvang, pressemedarbejder i BL - Danmarks Almene Boliger.
Man kan i princippet bytte alle type lejeboliger - alt fra lejligheder til rækkehuse. Man kan bytte en almen bolig til en anden almen bolig, en privat bolig til en anden privat bolig eller en almen bolig til en privat bolig.
Den eneste undtagelse er ungdoms- eller ældreboliger, der er forbeholdt bestemte lejere.
Hvis du vil bytte, skal du leve op til nogle krav.
Du må kun bytte med andre lejere. Du skal have boet i dit nuværende lejemål i tre år. Der må ikke bo mere end én beboer per værelse i den lejlighed, du bytter væk, og byttehandlen må kun være mellem to personer. Et såkaldt trekantsbyt er ikke tilladt.
Ellers er der frit slag.
- Hvis man opfylder kravene, skal man bare meddele sin udlejer, at man gør det. Man skal ikke have lov af sin udlejer til at bytte, siger Jørn Nyvan fra BL.
Hvis udlejeren siger nej, skal han have meget tungtvejende begrundelser, siger Claus Højte, direktør i Lejernes Landsorganisation, LLO. Men der er en undtagelse. Hvis udlejer selv bor i ejendommen, og ejendommen har færre end syv lejligheder, kan udlejer tillade sig at sige nej til et boligbyt.
Men selv om et boligbyt virker forholdsvist ligetil, kan man risikere, at huslejen stiger, når man bytter, advarer Claus Højte.
- I de store byer sker der ofte det, at udlejer siger til lejer, at han vil modernisere lejligheden, inden man bytter. Så kommer der et nyt køkken og nyt badeværelse, og huslejen stiger. Og så er byttepartneren ofte ikke interesseret alligevel, siger Claus Højte.
De scenarie er Jørn Nyvang fra BL også bekendt med.
I henhold til lejeloven er der ikke noget til hinder for, at udlejeren må modernisere lejligheden og kræve mere i husleje. Men det kan sætte en kæp i hjulet for byttehandlen.
- Scenariet med en gammel dame med en fireværelses, som vil bytte bolig med en børnefamilie, er næsten umuligt i de store byer, fordi begge huslejer stiger, når lejlighederne bliver moderniseret, siger Claus Højte.
Hvis man ikke vil acceptere den husleje, som moderniseringerne fører med sig, kan man fortryde byttehandlen uden konsekvenser, oplyser Claus Højte.
Hvis man allerede bor i en lejlighed, der er moderniseret, vil det ifølge Claus Højte typisk ikke ske, at udlejer vil modernisere yderligere.
- Men det er noget, man skal holde sig for øje, siger han.
- Ved bytte af en almen bolig skal normale regler for opsigelse, fraflytningssyn og istandsættelse overholdes, og der skal skrives ny lejekontrakt.
- Hvis du bytter til en lejlighed i en almen andelsboligforening, skal du muligvis melde dig ind i den og normalt betale et mindre medlemsindskud.
Kilde: BL - Danmarks Almene Boliger
/ritzau/FOKUS