"Kollektiv fornærmelse af ledige": Forsker harm over retorik i dagpengerapport
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen er dybt utilfreds med den måde, ledige bliver omtalt på i den nye rapport fra Dagpengekommissionen.
- Jeg ved ikke hvordan kommissionen pludselig er blevet psykologer, for det er altså økonomer, der sidder i den, siger Henning Jørgensen.
- Jeg ved ikke hvordan kommissionen pludselig er blevet psykologer, for det er altså økonomer, der sidder i den, siger Henning Jørgensen. Foto: SCANPIX arkiv


- Det er en kollektiv fornærmelse af dagpengemodtagere.

Det siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen om den måde, Dagpengekommissionen, efter hans mening, omtaler ledige danskere i den rapport, der bliver fremlagt mandag eftermiddag.

Det fortæller DR Nordjylland.

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren fra Aalborg Universitet beskriver kommissionen direkte hvordan, ledige kan karakteriseres.

- Så hvis de ledige kommer til at læse den her rapport, så tror jeg, de vil blive meget overraskede over at se sig selv beskrevet på en bestemt måde, siger Henning Jørgensen.

Ifølge ham beskriver Dagpengekommissionen blandt andet de ledige som nogle, der har svag selvkontrol.

Hvis de ledige kommer til at læse den her rapport, så tror jeg, de vil blive meget overraskede over at se sig selv beskrevet på en bestemt måde
Henning Jørgensen

- De udskyder nødvendige handlinger, de er selvovervurderende, tænker kortsigtet, laver overspringshandlinger og som det også hedder - har inkonsistente præferencer, siger forskeren om det billede, kommissionen efter hans vurdering tegner af ledige.

- Jeg ved ikke hvordan kommissionen pludselig er blevet psykologer, for det er altså økonomer, der sidder i den, siger Henning Jørgensen.

Han siger, at han aldrig tidligere har oplevet en sådan tone i en rapport fra en kommission.

- Regnedrengene, der har lavet beregningerne, har jo en opfattelse af, at de ledige ikke laver de ting, som de burde gøre ifølge økonomerne, siger han til DR Nordjylland.

Arbejdsmarkedsforskeren mener, at kommissionen med forslagene forsøger at få ledige til at handle, som de ønsker det.

- Man skal lære at tage korttidsjob og tage ethvert job, der byder sig - også til en lavere løn, så der er også en anden dagsorden end bare dagpengereformen, siger Henning Jørgensen.

Dagpengekommissionens samlede anbefalinger præsenteres ved et pressemøde klokken 13 mandag eftermiddag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.