Vold på jobbet
Kollega til knivdræbt i opråb til politikere: "Vi er bange"
En kollega til den 57-årige sosu'er, der fredag blev stukket ned af en beboer, forsøger nu at råbe politikerne op med et Facebook-opslag, der bliver flittigt delt.
Af Freja Thorbech
MERE
Flaget er på halv ved det socialpsykiatriske bosted Center Lindegården i Roskilde, hvor en kvindelig ansat fredag blev stukket ihjel af en beboer.
Flaget er på halv ved det socialpsykiatriske bosted Center Lindegården i Roskilde, hvor en kvindelig ansat fredag blev stukket ihjel af en beboer. Foto: Claus Bech/Scanpix


"Denne opdatering er henvendt til de politikere og embedsmænd der sidder i regeringen, regionerne og kommunerne."

Sådan indleder Mia Kristina Hansen en opdatering på Facebook. Hun er kollega til den 57-årige kvinde, der fredag aften blev stukket ihjel af en beboer på det socialpsykiatriske bosted Center Lindegården i Roskilde. 

I sin opslag beskriver hun, hvordan mange af de beboere, som bor på Center Lindegården, er for psykisk syge til at bo på institutionen. Hun bliver derfor vred, når hun hører politikere som socialminister Karen Elleman sige, at de ansatte skal klædes bedre på til at løse deres arbejdsopgaver.

"VI ER KLÆDT RIGTIG GODT PÅ, OG VI ER MEGET KOMPETENTE. Men hvad hjælper det, når de personer der flytter ind hos os, er så syge og psykotiske at de er til fare for sig selv og deres omgivelser. Hvad hjælper det, når vi har beboere der på grund af deres psykose, oplever at vi vil slå dem ihjel, og at vi forgifter dem med den medicin de får," spørger Mia Kristina Hansen blandt andet i sit Facebook-opslag (se opslaget i bunden af artiklen).

Opslaget er i skrivende stund, 22 timer efter det blev skrevet, delt mere end 11.200 gange, mens mere end 500 har kommenteret det. Mange kondolerer i kommentartråden over tabet af kollegaen, ligesom de bakker op om opråbet til politikerne.

"Vi er bange"

Mia Kristina Hansen slutter sin opslag med en opfordring:

"Så kære politikkere, embedsmænd og kære det danske samfund, vi må stoppe med at nedlægge sengepladser indenfor psykiatrien, vi må prioritere at tilføre ressourcer i stedet for at skære ned," skriver hun.

Overfor tv2.dk uddyber Mia Kristina Hansen og fortæller, hvordan drabet på kollegaen har påvirket hende.

- Jeg er dybt rystet og ked af det. Det er uforståeligt, ubegribeligt og føles meningsløst. Det, som vi frygter hver dag, er sket, siger hun.

Hun understreget, at Lindegården har ”nogle dejlige beboere”, men der bor også mange, der simpelthen er for psykisk syge til at bo på et kommunalt bosted. Og tal fra Sundhedsstyrelsen viser da også, at der fra 2007 til 2013 er kommet 234 færre sengepladser på landets psykiatriske afdelinger. Og det kan mærkes på de kommunale bosteder.

- Vi er bange for, hvad de kan finde på at gøre. De er psykotiske, og derfor lever de i deres egen verden, siger Mia Kristina Hansen til tv2.dk.

Den formodede gerningsmand er blevet sigtet for drab og er blevet varetægtsfængslet indtil 14. april. Han skal tilbringe tiden på en lukket psykiatrisk afdeling og desuden mentalundersøges.

Denne opdatering er henvendt til de politikere og embedsmænd der sidder i regeringen, regionerne og kommunerne. Dét...

Opslået af Mia Kristina Hansen på 27. marts 2016

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.