Man kan vel godt forstå, at man bliver lidt presset på flere parametre, når man pludselig bliver otte millioner kroner rigere.
Det er i hvertfald sket for et ægtepar fra Faxe Kommune.
Efter at have gået rundt med en gylden vinder-kupon i nogle dage, fandt parret ud af, at der lå otte millioner kroner og ventede på at rulle ind på bankkontoen.
- Vi kniber stadig hinanden lidt i armen. Og tuder lidt ind i mellem.
Ægteparret vil blandt andet bruge de mange penge til at forsøde tilværelsen og glæde familien.
- Vi kan også opfylde nogle ønsker i vores liv. Og så bliver der råd til nogle flere rejser, som vi holder meget af, fortæller den glade vinder til Danske Spil.
Pengene blev vundet i Jokeren, hvor jokeren var løs med det pænt store beløb, men ægteparret havde ikke tjekket deres kupon.
- Min kollega spurgte, om jeg havde set, der var vundet i Dagli’Brugsen. Næ, det havde jeg overhovedet ikke, fortalte jeg. Senere så jeg det i avisen og tænkte, at det kunne være mig, siger den nybagte millionær til Danske Spil.
Hun tjekker alligevel ikke selv vindertallene og prognosen, fortæller hun. Hun venter i stedet til næste gang, hun er ude at handle. Her får hun tjekket kuponen og får beskeden om, at der er vundet over 10.000 kroner.
- Da jeg kommer hjem, fortæller jeg det til min mand. Vi ved ikke, hvor meget vi har vundet. Vi tjekker tallene sammen. Først Lotto. Det kan ikke være det, vi har kun tre rigtige. Måske er det Jokeren, siger min mand, fortæller hun.
Og ganske rigtigt. De har den gyldne kombination. 8.218.525 kroner er den værd.
- Min mand blev glad, og jeg blev endnu gladere, fortæller hun.