Kollapset Swansea-spiller: Jeg er okay
Det så dramatisk ud, da Bafetimbi Gomis kollapsede på banen i Swanseas udekamp mod Tottenham onsdag aften.


Tottenham vandt hjemme 3-2 over Swansea i Premier League onsdag aften, men kampen huskes måske bedst for det, der skete kort efter hjemmeholdets 1-0-mål efter syv minutters spil.

Her kollapsede Swansea-angriberen Bafetimbi Gomis på banen. Den 29-årige franskmand måtte bæres fra banen med iltmaske.

Men Gomis har det fint. Det siger angriberen selv.

- Jeg vil gerne berolige jer angående mit helbred. Det ser faktisk slemmere ud, end det er fysisk farligt, og jeg har det fint nu, skriver Gomis på Twitter.

- Jeg har været under en del stress og ramt af træthed på grund af min fars dårlige helbred derhjemme, hvilket betyder, at jeg rejser frem og tilbage til Frankrig, tilføjer Gomis.

Det er ikke første gang, at Gomis er besvimet under en fodboldkamp. Han har tidligere mistet bevidstheden tre gange, da han spillede for Lyon.

Swansea-manager Gary Monk er rolig omkring Gomis' kollaps.

- Han havde lige brug for et minut, men han talte, da han kom ud af banen. Vi forstår hans historik. Han er blevet testet for det hele, men dette er bare en del af hans liv, siger Monk.

Episoden vækkede dårlige minder fra en lignende episode på White Hart Lane - Tottenhams hjemmebane - for tre år siden.

Dengang faldt Bolton-spilleren Fabrice Muamba sammen på banen med hjertestop i en FA Cup-kamp.

Muambas hjerte stoppede i over 78 minutter, før lægerne fik det i gang igen. Muamba valgte at stoppe karrieren senere i samme sæson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.