KIF Kolding København stemplede søndag ind i Champions League-gruppespillet med manér, da holdet vandt en kæmpesejr på 35-21 hjemme over Flensburg-Handewitt.
Kasper Irming blev hjemmeholdets topscorer med syv mål, og han undrer sig noget over indsatsen fra de forsvarende Champions League-vindere fra Tyskland.
- Det er en stor overraskelse, det havde vi ikke en gang turde drømme om.
- Vi får en god start, og det er ligesom om, at de giver en lille smule op i anden halvleg, hvilket er meget overraskende for mig, for det har jeg aldrig set fra dem.
- Jeg synes, at cifrene lyver lidt til sidst, fordi vi får en masse nemme mål, men det her er over al forventning, siger han til DR Sporten.
Med sejren i den første kamp i gruppe B fører KIF Kolding København gruppen, der består af seks hold.
De fire bedste hold går videre til 1/8-finalerne.
/ritzau/