Innovationsminister Sophie Løhde (V) regner fortsat med at forhandle overenskomst med fagbevægelsen, selvom de har aflyst alle møder i protest.
Fredag smed de faglige organisationer en bombe op til de planlagte overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte, da de valgte at aflyse alle møder med KL og staten.
- Vi sætter overenskomstforhandlingerne på stand by og aflyser de forhandlingsmøder, der ligger først i januar, lød den kontante udmelding fra FOA-formand Dennis Kristensen.
Aflysningen skyldes de faglige organisationers utilfredshed med, at landets lærere og undervisere fortsat ikke har en arbejdstidsaftale. Den mistede de 2013 under lærerkonflikten, der endte i lockout og lovindgreb.
Løhde: Følger køreplanen
- Jeg håber, KL og Moderniseringsstyrelsen nu forstår, vi mener det alvorligt. Nu skal lærerne have den arbejdstidsaftale. Og det er ikke til forhandling, siger Dennis Kristensen om arbejdstagernes foreløbige aflysning af forhandlinger med arbejdsgiverne.
Trods den klare udmelding fra fagbevægelsen, lader innovationsminister Sophie Løhde (V) til at tage aflysningen med sindsro.
Hun regner med at mødes med fagbevægelsen som planlagt:
- Indtil videre følger vi den køreplan, der er lagt for overenskomstforhandlingerne. KL udvekslede krav med de faglige organisationer i tirsdags, og vi gør det på statens område i dag. Og i næste uge mødes vi til sættemøde for at præsentere vores krav over for hinanden, inden vi går på juleferie, oplyser Sophie Løhde i et skriftligt citat til Avisen.dk.
Dog afviser hun ikke fagbevægelsens krav om arbejdstidsaftale til lærerne:
- Som jeg har sagt flere gange tidligere, så er vi naturligvis klar til at forhandle om alle de krav, som de faglige organisationer tager med til forhandlingsbordet, og det gælder også i forhold til lærernes arbejdstid. Samme melding har jeg hørt fra KL, så jeg går ud fra, at vi mødes hver især med de faglige organisationer i januar som planlagt, lyder meldingen af Sophie Løhde.