Politiet beder borgerne om hjælp til at finde en knallertfører, der fredag morgen stak fra den ulykke, han selv var årsag til.
En seksårig pige var på vej i skole, da hun blev væltet omkuld af knallertføreren. Hun blev kørt på skadestuen med et muligt benbrud, mens knallertføreren altså forsvandt. Det oplyser Østjyllands Politi til BT.
- Jeg synes, at det er groft, at man ikke er ansvarlig i forbindelse med sådan en ulykke. Det er ekstra groft, når det er et lille barn, man kører ned, så det er en, vi rigtig gerne vil have hjælp til at finde, siger vagtchef Christian Riis til BT.
Politiets signalement af knallerføreren:
- Sort tøj
- Sort hjelm med skrift på
- Kørte på en sort/mørk knallert med hvid skrift
Ulykken skete klokken 07.56 på Hadsundvej ved Infanterivej i det nordøstlige Randers.
Knallertføreren kørte i retning mod Randers centrum.
Ved du noget i sagen, bedes du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.