Kørelærerne: Vi har hørt om snyd i årevis
Snyd med teori- og køreprøver har været et problem i årevis, siger landsformand for kørelærere, René Arnt.
Der har længe været et problem med snyd med teori- og køreprøver, siger landsformanden for Dansk Kørelærer-Union.
Der har længe været et problem med snyd med teori- og køreprøver, siger landsformanden for Dansk Kørelærer-Union. Foto: Colourbox/free


Det er glædeligt, at politiet nu gør en indsats mod den svindel med teori- og køreprøver, som branchen i årevis har hørt rygter om fandt sted.

Sådan lyder reaktionen fra landsformanden for Dansk Kørelærer-Union, René Arnt, efter at Københavns Politi mandag har anholdt en lang række kørelærere, elever og tolke, der mistænkes for at have svindlet med køreprøver, således at elever, der ellers ville dumpe prøven, bestod.

- Vi har i årevis været bekendt med rygter om, at der snydes med køreprøver. Vi har alle en fælles interesse i at få fjernet snyd og bedrag, siger foreningens landsformand, René Arnt, til Ritzau.

Han understreger, at det ikke er sikkert, at de kørelærere, som politiet i forbindelse med sagen mistænker for bestikkelse, er organiseret hos Dansk Kørelærer-Union.

- Det står enhver kørelærer frit for at slå sig ned uden at være medlem af en brancheorganisation. Og så passer de bare sig selv, siger han.

René Arnt påpeger, at Dansk Kørelærer-Union, der organiserer en stor gruppe af landets kørelærere, benytter enhver given lejlighed til at opfordre medlemmerne til ikke at snyde.

- Det eneste, vi som brancheorganisation kan gøre, er at sende de politiske signaler, at vores medlemmer skal følge lovgivningen. Det står i vores vedtægter, og derudover opfordrer vi hele tiden vores medlemmer til at overholde loven, siger han.

Det er ikke første gang, at politiet slår til mod svindel med teoriprøver.

I 2002 indledte flere sjællandske politikredse en aktion mod en gruppe tolke, som var mistænkt for at misbruge tolke-opgaven til at hjælpe indvandrere med at besvare tekniske spørgsmål og derved bestå teoriprøven.

Den nye politisag kommer ikke bag på Dansk Kørelærer-Union, siger René Arnt.

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.