Køkkenmedarbejdere beluret på skjult kamera: Filmet under omklædning
Belurings-tricket fandt sted i et omklædningsrum, som benyttes af 25-30 ansatte på Centralkøkkenet, der leverer mad til hospitaler i Århus.
De belurede medarbejdere arbejder i centralkøkkenet, der bl.a. leverer mad til psykiatrisk hospital i Risskov.
De belurede medarbejdere arbejder i centralkøkkenet, der bl.a. leverer mad til psykiatrisk hospital i Risskov. Arkivfoto: Ernst van Norde/Scanpix


En medarbejder er indkaldt til tjenstlig samtale, og politiet har indledt en efterforsking i Århus, hvor en sag om skjult kamera ruller netop nu.

På Centralkøkkenet i Risskov ved psykiatrisk hospital fandt medarbejdere mandag et kamera, som ifølge Stiften.dk har filmet næsten halvdelen af medarbejderne, når de har klædt om før og efter, de gik i køkkenet.

- Det er virkelig en ubehagelig sag. Jeg orienterede medarbejderne mandag, og de tog det faktisk forholdsvist pænt,siger cheføkonoma og leder af Centralkøkkenet Ole Hoffmann Sørensen til Stiften.dk.

Belurings-tricket fandt sted i et omklædningsrum, som benyttes af 25-30 ansatte på Centralkøkkenet. Køkkenet leverer hver dag mad til omkring 800 patienter på blandt andet hospitalerne i Skejby og psykiatrisk hospital i Risskov.

Kameraet blev opdaget af en medarbejder, som troede, det var et usb-stik, der var blevet tabt. Det viste sig imidlertid at være et kamera. 

Politiet bekræfter overfor TV 2 Østjylland, at man har modtaget en anmeldelse.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.