Københavns Universitet køber droner til studerende
Studerende på blandt andet uddannelser til landskabsingeniør skal til at bruge droner i undervisningen.
Det er studerende på ingeniøruddannelserne og erhvervsuddannelserne på Københavns Universitets Skovskoler, der får glæde af de små fjernstyrede fly.
Det er studerende på ingeniøruddannelserne og erhvervsuddannelserne på Københavns Universitets Skovskoler, der får glæde af de små fjernstyrede fly. Foto: Colourbox/Free


Det er ikke ualmindeligt, at uddannelser indkøber klassesæt af lommeregnere og iPads.

Men nu har Københavns Universitets Skovskoler i Auning og i Nødebo på Sjælland sat penge af til nok Danmarks første klassesæt af droner, skriver DR Østjylland.

Det er studerende på ingeniør- og erhvervsuddannelserne, der blandt andet uddanner landskabsingeniører og skovarbejdere, der får glæde af de små fjernstyrede fly.

- Droner er fremtiden til drift af grønne områder både i byer og i natur som skov og vandløb. Det er godt til at skabe overblik, siger studieleder for Skovskolen Susanne Ogstrup til DR Østjylland.

De studerende kan bruge droner til at indsamle data og skabe oversigt over væltede træer efter en storm, oversvømmelse eller skybrud.

Skolen har øremærket omkring 50.000 kroner til indkøb af ti droner, der skal bruges som klassesæt i undervisningen.

- Vores ingeniøruddannelser og teknikeruddannelser skal være fremme i skoene med de nyeste teknologiske muligheder, siger studielederen.

De studerende kommer dog ikke til at øve sig på de mest avancerede droner, fortæller Susanne Ogstrup.

- Når vi køber et klassesæt, er det, fordi de skal testes. Der kan ske uheld, så vi bruger billige droner til at lære nogen op til at betjene dem, fortæller Susanne Ogstrup.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.