Københavns Kommune: Næsten umuligt at finde toiletsynder
Den tekniske bevisbyrde er ekstrem svær at løfte, hvis man skal finde synderen, der har forurenet badevand.
Arkivfoto fra Amager Strand i København. Det er efter al sandsynlighed et krydstogtskib, der ved at tømme sin toilettank ud i Øresund for tæt på kysten har forårsaget det forhøjede indhold af bakterier i badevandet ved Amager Strand. /ritzau/ (Jens Dresling/POLFOTO/arkiv)
Arkivfoto fra Amager Strand i København. Det er efter al sandsynlighed et krydstogtskib, der ved at tømme sin toilettank ud i Øresund for tæt på kysten har forårsaget det forhøjede indhold af bakterier i badevandet ved Amager Strand. /ritzau/ (Jens Dresling/POLFOTO/arkiv) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det formodede krydstogtskib, der har smidt toiletrester i vandet og forurenet badevandet ved Amager Strand og Svanemøllen Strand, bliver sandsynligvis ikke fundet.

Det konstaterer Københavns Kommune til Ritzau, der også svarer "umiddelbart nej" til, at der bliver gjort noget for at opspore skibet.

- Vi skal have taget de nødvendige vandprøver og sikre, at det røde flag er oppe, indtil vandkvaliteten er god igen.

- Dernæst kan vi overveje, om vi skal tage yderligere skridt i forhold til at opspore skibet, siger centerchef hos Center for Miljøbeskyttelse i Københavns Kommune Hans Christian Karsten.

Ifølge kommunen er der tale om en klar ulovlig hændelse, men teknisk kan det blive næsten umuligt at løfte bevisbyrden:

- Hvis der var tale om udledning af for eksempel olie fra et skib, så kan man få nogle meget præcise kemiske profiler, som gør, at man nemt kan finde skibet, hvor olien stammer fra.

- Men hvis der er tale om toiletaffald fra et skib med måske 2000 krydstogtpassager og 1000 besætningsmedlemmer, så siger det sig selv, at det er tæt på håbløst at udtage dna-prøver fra den afføring, der er skyllet op, og krydstjekke den med så mange mennesker, siger Hans Christian Karsten.

Selvom synderen ikke er lokaliseret, er kommunen dog sikker i sin mistanke om, at der er tale om et krydstogtskib:

- Det er et meget kvalificeret gæt, for den mængde toiletaffald, der er skyllet op på stranden, er så stor, at den efter alt at dømme stammer fra et skib med rigtig mange mennesker om bord, siger Hans Christian Karsten.

Nye vandprøver fra Amager Strand og Svanemøllen Strand, viser, at der fortsat er en smule forhøjede bakterieforekomster ved Amager Strandpark, mens man onsdag igen har hejst det grønne flag ved Svanemøllen Strand.

Myndighederne forventer, at badekvaliteten ved Amager Strand om kort tid er så god, at man også her vil kunne bade igen.

Københavns Kommune oplyser, at man ikke har fået meldinger fra myndigheder om sygdomstilfælde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.