Københavns centrum skal omdannes til kulturkvarter
Netværk med blandt andet Nationalmuseet og Folketinget vil binde byrummet ved Slotsholmen kulturelt sammen.
Folketinget er en af de institutioner, der er med i det nyt kulturnetværk Københavns Kulturkvarter.
Folketinget er en af de institutioner, der er med i det nyt kulturnetværk Københavns Kulturkvarter. Foto: Colourbox/Free


Centrum af København er fyldt med kulturelle tilbud og attraktioner så som Nationalmuseet, Christiansborg, Tivoli og Glyptoteket.

Men fælles for dem er, at de ligger bag hegn og lukkede døre.

Derfor er en række af hovedstadens kulturinstitutioner og turistattraktioner nu gået sammen i et netværk, der i løbet af de kommende år vil forvandle Slotsholmen og det omkringliggende byrum til Københavns Kulturkvarter.

Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Det nye netværk udgøres foruden Nationalmuseet af Folketinget, Københavns Kommune, Slots- og Kulturstyrelsen og Realdania By & Byg.

Mulighederne i området venter bare på at blive udnyttet, siger Kent Martinussen, der er direktør for Dansk Arkitekturcenter og næstformand for Kulturkvarter København.

- Der er 1000 års danmarkshistorie, der bogstaveligt talt ligger for dine fødder. At fortælle historien om det og gøre den tilgængelig er et kolossalt potentiale, der kan udfoldes meget bedre end det bliver gjort i dag, siger han til Politiken.

Københavns Kulturkvarter skal ifølge netværket sikre, at København som by står stærkere i den globale konkurrence om den stigende storbykultur-turisme.

Området i centrum af København besøges allerede i dag af cirka 7,5 millioner gæster om året.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), er begejstret for visionen bag Kulturkvarter København.

- Et nyt og attraktivt kulturkvarter har et stort potentiale og vil kunne tiltrække flere kulturturister og få København til at stå stærkere i konkurrencen med andre storbyer. Det vil løfte hele København, skriver overborgmesteren i en e-mail til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.