København Håndbold tager flot skalp mod Viborg HK
Efter en fremragende indsats tog København Håndbold en flot skalp mod Viborg HK i kvindernes håndboldliga.
København Håndbold - her mod Nykøbing F. - leverede en flot indsats mod Viborg.
København Håndbold - her mod Nykøbing F. - leverede en flot indsats mod Viborg. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Efter to nederlag i træk kom kvinderne i København Håndbold tilbage på vinderkurs i Boxer Dameligaen.

Det skete i hjemlige omgivelser og endda mod topholdet Viborg HK, som dog døjer med en smal trup i denne periode.

Efter en fremragende tændt indsats i en tæt kamp vandt København med 23-19 efter pausestillingen 13-12.

København var i front i det meste af kampen og var bedst, da kampen gik ind i sin afgørende fase. Ikke mindst tog Christina Elm godt fra i målet.

Viborg formåede ikke at score i de sidste næsten 10 minutter, og så kunne København øge fra 20-19 til slutresultatet.

To gange Anne Mette spillede de offensive hovedroller i Københavns sejr. Hansen blev topscorer med ni mål, mens Pedersen tegnede sig for syv.

Med sejren ligger København nummer otte med seks point op til en plads i slutspillet. Viborg ligger nummer tre.

I torsdagens anden kamp i ligaen havde Midtjylland ingen problemer med at vinde planmæssigt over Ringkøbing.

Det midtjyske tophold vandt på udebane med 32-19 efter en pauseføring på 17-9 og indtager stadig ligaens andenplads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.