København Håndbold avancerer efter klar hjemmesejr
Der var sikre hjemmesejre til København og Odense i kvindernes håndboldliga fredag aften.
Landsholdsspilleren Anne Mette Hansen blev topscorer for København Håndbold. (arkivfoto)
Landsholdsspilleren Anne Mette Hansen blev topscorer for København Håndbold. (arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix


Sidste sæson ødelagde en sløj start slutspilschancerne for København Håndbold, men under træner Claus Mogensens ledelse ser det i år noget bedre ud for hovedstadsholdet.

Hjemme i Frederiksberg Hallen hentede københavnerne sæsonens femte sejr i kvindernes håndboldliga, da Århus Håndbold blev sendt hjem med en øretæve på 30-21.

Københavnerne blev anført af de to EM-spillere Anne Mette Hansen og Anne Cecilie Dornonville, der med henholdsvis seks og fem mål blev topscorere for hjemmeholdet.

Det var ellers Århus, der startede bedst. Holdet var i første halvleg foran med 11-8, men derefter gik det ned ad bakke for gæsterne, der har haft en tung start på sæsonen.

Ved pausen var København i spidsen med 14-12, og efter pausen gik det helt galt for aarhusianerne, mens hjemmeholdet spadserede mod en stensikker sejr.

Dermed ryger København op på femtepladsen i Primo Tours Ligaen med ti point for ni kampe.

Endnu bedre går det for Odense med tidligere landstræner Jan Pytlick i spidsen.

Odenseanerne vandt fredag aften med 33-30 hjemme over Ringkøbing og ligger nu på tredjepladsen med 14 point for ni kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.