Kobberbryllup: Se det forelskede kronprinspar
Den 14. november er det 12 og et halvt år siden, at kronprinsen giftede sig med den borgerlige australier Mary Elizabeth Donaldson.


I 2000 fløj kronprins Frederik om på den anden side af jorden for at overvære de danske atleter vinde medaljer til de olympiske lege i Australien.

Men privat var det kronprinsen selv, der løb med den største sejr af alle.

På en pub i storbyen Sydney spottede den danske tronarving sin prinsesse, den australske pige Mary Elizabeth Donaldson, som vandt hans hjerte og det halve kongerige og siden blev kronprinsesse af Danmark.

Parret giftede sig ved et drømmebryllup i Københavns Domkirke den 14. maj 2004, og derfor kan den 48-årige kommende konge og hans 44-årige kronprinsesse nu fejre kobberbryllup efter 12 og et halvt års ægteskab mandag den 14. november.

Den romantiske mærkedag markeres også af kongehuset, der har delt en fotoserie af kronprinsparrets højdepunkter fra ægteskabet ind til videre.

Her er der blandt andet fine fotos fra parrets besøg på Grønland og Færøerne og fra sommerferier og familiemomenter.

Også et nyligt kærligt øjeblik er foreviget. I september var kronprinsparret i USA i forbindelse med et erhvervsfremstød, og her deltog de i en middag og åbnede dansegulvet i en kærlig svingom til tonerne af "Isn't She Lovely".

Kronprinsparret har gennem deres ægteskab flere gange beskrevet deres stærke bånd og kærlighed til hinanden, og i bogen "Frederik - kronprins af Danmark" afslørede kronprinsen, hvorfor han blev vild med Mary.

- Jeg følte virkelig, at det var en soulmate. Jeg var draget af Mary på alle fronter. Det var fantastisk. Indledningen var lidt hemmelighedsfuld, men meget smuk. Der var noget specielt ved den pige, følte jeg, sagde han blandt andet i bogen ifølge BT.

Kronprinsen friede til sin Mary på en romantiske ferie til Italiens hovedstad, Rom, og han lagde hele sit hjerte i hendes hænder.

- Du kan ikke sige nej, du må ikke sige nej, du bliver nødt til at sige ja. Og så sagde hun ja, og det var dejligt og lykkeligt. Vi var lykkelige og bare os to, afslørede han i bogen ifølge BT.

Siden forårsbrylluppet for 12 og et halvt år siden er den kongelige klan blevet udvidet med fire royale rollinger.

I oktober 2005 kom parrets første søn og landets fremtidige regent, prins Christian, til verden. Den 11-årige prins er siden blevet storebror til prinsesse Isabella, der i dag er ni år, samt tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine på fem år.

Se den romantiske fotoserie her: http://kongehuset.dk/foto-video/kobberbryllup

Se parrets første offentlige kys her: https://www.youtube.com/watch?v=_FC0tTtW_PE

Se brylluppet her: https://www.youtube.com/watch?v=3txxVAMwWHg

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.