Knivstikker slipper for drabsdom
Landsretten mener, at det ikke var drab, men dødsvold, da 21-årig stak en 18-årig ved et handelsgymnasium.
Østre Landsret har mildnet straffen for den 21-årige mand, der sidste år førte kniven, der dræbte en 18-årig.
Østre Landsret har mildnet straffen for den 21-årige mand, der sidste år førte kniven, der dræbte en 18-årig. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


En 21-årig mand har mandag i Østre Landsret fået mildnet sin straf i en sag om et knivstikkeri ved Forum metrostation i 2013. Landsretten mener ikke, at han trak kniv for at dræbe.

Sidste sommer idømte Retten på Frederiksberg ham 12 års fængsel for manddrab, men landsretten mener, at der var tale om vold med døden til følge og nedsatte straffen til otte års fængsel, oplyser mandens forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, til Ritzau.

Den 21-årige Arvadan Kamali-Sarvestani har under hele sagen erkendt, at han førte kniven, der sidste år dræbte den 18-årige Taher Ben Tarek Saadaoui, men nægtet, at hensigten var at dræbe.

Det var en mandag i september 2013, at den 21-årige mand opsøgte Taher Ben Tarek Saadaoui på handelsgymnasiet Niels Brock på Frederiksberg.

Der havde været rygter om, at Saadaoui havde lagt an på Kamali-Sarvestanis kæreste, og Kamali-Sarvestanis ville derfor have en undskyldning.

Allerede fra morgenstunden havde han taget en kniv med hen til sin egen skole. Ifølge sin forklaring fordi han frygtede for, at han ville blive overfaldet af offeret og hans venner.

På Frederiksberg fik han Saadaoui til at komme med uden for skolen, og på Julius Thomsens plads mellem skolen og Forum metrostation begyndte de to unge at diskutere.

På et tidspunkt mistede den 21-årige kontrollen og stak den anden med kniven.

Ofret blev stukket i maven med et enkelt knivstik, som gik gennem leveren og legemspulsåren. Han blev kørt på Rigshospitalet, men det lykkedes ikke lægerne at redde hans liv.

Da dommen faldt i byretten, ankede den dømte på stedet. I både byretten og landsretten har forsvareren slået til lyd for, at han kun burde dømmes for vold med døden til følge, og det har landsretten lyttet til.

- Han er blevet dømt i overensstemmelse med vores påstand, så jeg er naturligvis tilfreds, siger Michael Juul Eriksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.