Sagen stammer fra mandag sidst på eftermiddagen, hvor en patrulje blev sendt afsted til Vestensborg Allé i Nykøbing Falster, oplyser Sydsjællands Politi i dag.
Her var en mand blevet stukket med kniv, og ved politiets ankomst til lejligheden, kunne de konstatere, at en 53-årig mandlig beboer af lejligheden var blevet stukket i benet med en kniv.
De to formodede gerningsmænd havde tre kvarter tidligere været i lejligheden og stukket den 53-årige mand og havde derefter skilt sig af med kniven ikke langt fra gerningsstedet.
Men de var åbenbart blevet lidt nervøse for den 53-åriges tilstand og var vendt tilbage, hvor de havde ringet til 112.
- De to personer, der formentlig står bag knivstikkeriet – en 34-årig mand fra Sakskøbing og en 46-årig kvinde fra Nykøbing – blev begge anholdt og sigtet for vold, fortæller politiet i dag.