En Aldi-butik på Centervej i Høng i Nordvestsjælland er hårdt ramt af røverier i år.
Tre gange er det sket. Første gang var i begyndelsen af januar, hvor en mand med en skruetrækker slog til. I februar var det så tre maskerede mænd, som røvede butikken.
Og tirsdag 12. maj skete det igen.
Klokken 18.06 kom en mand, der var bevæbnet med en kniv, ind i butikken og krævede penge fra kassen udleveret.
Gerningsmanden blev efter røveriet filmet af et overvågningskamera, og Midt- og Vestsjællands Politi offentliggør nu billederne for at få hjælp til at få gerningsmanden identificeret og anholdt.
Gerningsmanden beskrives som 25-30 år, 175 centimeter høj, kraftig af bygning og iført sort hættetrøje, sorte bukser, mørk gummisko - formentlig af mærket Adidas. Under røveriet havde han sorte handsker på. Han var bevæbnet med en cirka 25 centimeter lang kniv.
Personer med oplysninger i sagen bedes rette henvendelse til lokalpolitiet i Kalundborg på telefon 114.
Politiet håber, at nogle kan genkende manden. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi
Kameraet fangede ham efter røveriet. Midt- og Vestsjællands Politi