Knivoverfald kortlagt: Psykiatrisk bocenter sløsede med sikkerheden
En for dårlig risikovurdering af en beboer og mangelfulde instrukser har ført til, at bocenteret Sundbygård modtog et strakspåbud, viser ny rapport fra Arbejdstilsynet.
- Vikarene burde have været instrueret i, at de havde at gøre med en potentiel farlig beboer, mener Arbejdstilsynet. Kniven på billedet har intet med den konkrete sag at gøre.
- Vikarene burde have været instrueret i, at de havde at gøre med en potentiel farlig beboer, mener Arbejdstilsynet. Kniven på billedet har intet med den konkrete sag at gøre. Foto: Scanpix


I skal være bedre til at forebygge risikoen for vold. I et konkret tilfælde havde I ikke rustet to vikarer godt nok til arbejdet. Det var ikke sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Sådan konkluderer Arbejdstilsynet, der har udstedt et såkaldt strakspåbud til det socialpsykiatriske bocenter Sundbygård i København. Arbejdstilsynet besøgte Sundbygård 1. juni - et døgns tid efter, at en beboer fra Sundbygård havde angrebet en vikar med en kniv.

Strakspåbuddet går på at forebygge risikoen for vold i forbindelse med den pågældende beboer. Sundbygård skal desuden sikre, at arbejdet generelt tilrettelægges sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt ud forsvarligt.

"Virksomheden skal desuden sikre, at de ansatte får oplæring og instruktion i at udføre arbejdet, så risikoen for at ansatte udsættes for vold forebygges," lyder det blandt andet i strakspåbuddet.

Det dramatiske knivoverfald fandt sted natten til den 31. maj, hvor en beboer med en kokkekniv gik direkte til angreb mod en af de to vikarer, der havde fået til opgave at holde øje med beboeren. Beboeren forsøgte at ramme vikarens ansigt.

Heldigvis afværgede vikaren knivstik og fik med sin vikar-kollega passiviseret beboeren. 

Arbejdstilsynet lægger i rapporten vægt på, at man på Sundbygård skulle have forudset en risiko for vold mod de ansatte. Vikarene burde have været instrueret i, at de havde at gøre med en potentiel farlig beboer, hvis tilstand var forværret i maj, og som tidligere har smadret en rude og startet en ildpåsættelse.

Uansvarligt at bruge vikarer

Dennis Kristensen, formand for fagforbundet FOA, mener ligesom Arbejdstilsynet, at vikarerne skulle have været instrueret bedre.

- Det er ikke særlig betryggende og direkte uansvarligt, at institutionen vælger at gøre brug af to vikarer uden at give dem de nødvendige sikkerhedsvurderinger, når de ved, at personen har udvist psykiske forværringer i maj måned, og at han tidligere har smadret en rude og sat ild til stedet, siger formanden for FOA til Avisen.dk.

Socialborgmester i Københavns Kommune, Jesper Christensen (S), er uenig. Netop fordi beboeren gennem 12 år aldrig havde været voldelig eller truende over for personer, kunne institutionen ikke forudse, at vedkommende ville blive aggressiv.

"Det personale, der var på vagt den nat, var netop to fagligt uddannede personer, fordi vi var opmærksomme på, at borgeren havde det skidt og skulle have faglig støtte. Her er der tale om en person, der aldrig tidligere har været voldelig, så jeg synes faktisk, at bostedet har gjort, hvad man skulle i denne situation," skriver Jesper Christensen i en mail til Avisen.dk.

For mange drab i psykiatrien

Han lægger i stedet ansvaret over på regionerne, fordi beboeren selv havde henvendt sig til Psykiatrisk Center Amager med henblik på indlæggelse, men blev afvist.

"Det her er desværre endnu et eksempel på, at en sindslidende borger, der har det meget skidt, og selv henvender sig til regionens psykiatri, bliver afvist. Det er meget bekymrende, og naturligvis ikke noget som vores personale kan forudse, hvis ikke de bliver varslet af psykiatrien. Som jeg har forstået det, så har regionen været fuldt ud orienteret om borgerens tilstand, men alligevel valgt at afvise ham og sende ham retur til bostedet."

Sagen kommer efter, den 57-årige sosu-assistent Vivi Nielsen i marts 2016 blev stukket ned og dræbt af en psykisk syg beboer på det socialpsykiatriske bosted Center Lindegården i Roskilde. I alt har fem medarbejdere på fire år mistet livet på landets socialpsykiatriske bosteder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.