Knivdrab koster 12 år bag tremmer
Der var kraft bag et knivstik på et herberg, som dræbte en mand i Valby. Derfor er 45-årig dømt for drab.
Den 45-årige mand erkendte at have stukket den 32-årige mand med en fiskekniv, men nægtede, at han havde stukket for at dræbe. Arkivfoto.
Den 45-årige mand erkendte at have stukket den 32-årige mand med en fiskekniv, men nægtede, at han havde stukket for at dræbe. Arkivfoto. Foto: Johnny Frederiksen/POLFOTO


En 45-årig mand er tirsdag idømt fængsel i 12 år ved Retten på Frederiksberg for at have knivdræbt en 32-årig mand på et herberg i Valby 24. april sidste år.

De to mænd boede begge på herberget, og de var begge berusede på gerningstidspunktet. Der var ingen vidner til episoden.

Den 45-årige mand erkendte at have stukket den 32-årige mand med en fiskekniv, men nægtede, at han havde stukket for at dræbe.

Retten mente, at det var bevist, at den 45-årige havde holdt kniven i et overhåndsgreb, da han stak den 32-årige, og at der var kraft bag stikket.

Stikket var blandt andet gået gennem den 32-årige mands brystben og højre hjertekammers for- og bagvæg og var 13-15 centimeter langt.

Derfor mente et enigt nævningeting, at den 45-årige havde haft det fornødne forsæt til drab, og han blev fundet skyldig i manddrab. Straffen blev af et enigt nævningeting fastsat til fængsel i 12 år.

Overfaldet på herberg et på Gammel Køge Landevej opstod omkring klokken 22.

Da politiet ankom til stedet, fandt betjente den 32-årige med et knivstik i brystet, og de begyndte straks at give førstehjælp.

Den hårdt sårede mand blev bragt til Rigshospitalet i en ambulance, men det lykkedes ikke lægerne at redde hans liv.

Politiet fandt kort efter knivstikkeriet en blodig fiskekniv i en busk nær herberget, og den formodes at være brugt til overfaldet.

Den dømte 45-årige ankede dommen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.